Velbesøgt messe med stor købelyst
Vestjysk Autodele konstaterer, at det går godt for værkstederne.
- Det gik over al forventning, og der blev solgt for det dobbelte af, hvad vi havde håbet på, så vi er meget tilfredse og glade for opbakningen fra vores kunder, siger afdelingsleder i Ringkøbing, John Jensen, der sammen med firmaets sælger N.C. Graversen havde arrangeret messen.
Også direktør i Vestjysk Autodele, René Cramon Jensen, var glædeligt overrasket og tolker det som et tegn på, at værkstederne ikke har det så ring endda, som man siger på de kanter:
- Med cirka 300 besøgende kan vi konstatere, at værkstederne gerne vil bruge en aften på at se, hvad der sker inden for værktøj og maskiner. Og købelysten indikerer, at det går fornuftigt på værkstederne. Udover muligheden for at gøre en god handel benyttede mange sig af at få en snak med kollegaer, så der var en god stemning, og folk hyggede sig. Med den opbakning vil vi helt sikkert gentage succesen og lave en messe i en af vores sydlige afdelinger formentlig allerede til næste år, siger René Cramon Jensen.