Igen økonomisk vækst for autoværksteder
Den finansielle krise satte sit præg på autoværkstederne, men i 2010 begyndte omsætning og bruttoavance igen at stige for autoværkstederne, viser en ny analyse fra CBN Finance & Consult.
Til gengæld viser nye tal, at omsætningen i 2010 generelt er steget 13 procent for autoværkstederne, mens bruttoavancen er steget hele 19 procent. Antallet af personbiler er også fortsat med at vokse, og i 2010 var der cirka 2,4 millioner personbiler indregistreret i Danmark. Der var i 2010 relativt færre autoværksteder i forhold til stigningen i antallet af biler, men udviklingen i omsætningen viser en meget klar stigning i den indbyrdes konkurrence både på kædeplan og mellem autoriserede og frie værksteder. Den gennemsnitlige omsætning faldt således pr. værksted.
Virksomhedsmægleren CBN Finance & Consult har gennemført analysen på baggrund af statistik fra cirka 3000 autoværksteder drevet som selskaber. Der indgår ikke tal fra personligt drevne autoværksteder i analysen, men CBN Finance & Consult ved fra sine opgaver med vurderinger og virksomhedsformidlinger i autobranchen, at tallene for de personligt drevne værksteder ikke adskiller sig væsentligt fra branchetallene for selskaberne.
I de næste 5-10 år får autoværkstederne i øvrigt en helt anden økonomisk udfordring at tage stilling til. Halvdelen af autoværkstederne skal således gennemføre et generationsskifte inden for de næste 5-10 år, da ejerkredsen i dag er ældre end 50 år.
- Med de lidt forbedrede tal for 2010 og gode forventninger til 2011 vil de næste år forhåbentlig medføre en vækst i værkstedsoverdragelserne, anfører CBN i sin analyse.
- En anden stor udfordring er de stramme kreditvilkår i det hele taget, men bilbranhcen generelt er ramt af bankernes tilbageholdenhed med nyudlån. Det betyder for autoværkstederne en forøget fokus på forbedringer af likviditeten, når der forhåbentlig igen kommer vækst. Også de kommende generationsskifter vil kræve nyudlån, slutter CBN Finance & Consult sin analyse.