140 år med nyt fra Continental
Det store tyske selskab har præsenteret flere spændende nyudviklinger i samme uge, som udvikleren og producenten rundede sin 140 års fødselsdag.
I stedet for den traditionelle bremseforstærker, vakuum boosteren, arbejder systemet med en lille elmotor, der driver en lille cylinder. I tilfælde af at systemet falder ud, kan føreren med et normalt pedaltryk fortsat stoppe bilen. Sammenlignet med de hidtil kendte vakuum-systemer og hydraulik ESC multi-stempelpumpe er det nye elektroniske system mere lydsvagt, og ABS og ESC virker hurtigere.
Det er den slags, bilproducenterne selv får justeret. Nogle mener, det er vigtigt, at føreren mærker en mindre udskridning og længere intervaller mellem ABS-systemets virkning i højre fod, mens man for eksempel i USA intet mærker i højre fod, når der bremses kraftigt.
Brændstofkvalitets-sensor
En anden spændende Continyhed er en sensor for brændstofkvalitet, der registrerer hvilken type brændstof, der fyldes på bilen. Sensoren registrerer svovl, vand, urenheder og det korrekte oktantal i brændstoffet og siger stop, hvis det ikke er det korrekte brændstof, der fyldes på bilen. Systemet skåner motoren og sikrer det korrekte CO2-udslip, i henhold til bilens standardnorm.
Let alu-bremsecaliper
Dertil kommer en ny bremsecaliper i aluminium til mellemstore personbiler både for og bag, som sparer 1,5 kilogram i forhold til gængse calipre.
Samtidig oplyser Conti, at systemet for automatisk opbremsning, når man kommer for tæt på en forankørende bil, nu også leveres til mindre bilmodeller. 12 procent af alle kollisioner i Tyskland sker bagfra, oplyser Conti.
Øger dækproduktion
Continental er nok bredere kendt som dækproducent, og det tegner til en stigende efterspørgsel på dæk på mere end 10 procent i år. Alle produktionsanlæg kører med fuld produktion, hvilket har fået Conti til at øge produktionerne i Mount Vermon, USA, og i Camacari, Brasilien, til det dobbelte af den hidtidige kapacitet. Den nye fabrik i Heifei, Kina, der kom i gang i foråret i år, to måneder før planlagt, kører efter planerne, men er stadig under indkøring.
Sidste nyt fra Continental er planlægningen af to nye fabrikker i Rusland og i South Carolina, USA, hvor Conti opfører en fabrik til 2,75 milliarder kroner. Samtidig udvikles og fornyes den europæiske produktion konstant.
På den store IAA Frankfurt-messe medio september viste Conti nye koncepter til el- og hybridbiler, ContiEcoContact5, med 20 procent lavere rullemodstand. Dertil kommer, at Conti og tuningsselskabet Brabus netop har indgået et samarbejde.