23948sdkhjf

Fremgang for bilsalget i USA

Nybilsalget steg med 10 procent i USA i september, og forventningerne til totalsalget i år er nu godt 13 millioner biler.
Strømpilen for også vores hjemlige økonomi er salget af nye biler i USA, og her steg salget i september med 10 procent til 1.053.761 enheder. Det har fået analysebureauerne til at hæve det forventede totalsalg i år til godt 13 millioner biler.

Vinderne i september blev Mazda med et plus på 37 procent, Chryslerdivisionen med plus på 36 procent, VW-divisionen med plus 36 procent, Nissandivisionen plus 28 procent, General Motors plus 20 procent og Ford med plus 15 procent.

Efter årets første ni måneder er de store vindere Mitsubishi med plus 59 procent, Jeep 46 procent, Kia 37 procent og Porsche med 28 procent. Taberne i årets første ni måneder er Smart med minus 21 procent, Lexus minus 17 procent, Toyota Division minus 9 procent, Acura minus 8 procent og Honda Division med minus 6 procent.

Tysk eksportsucces

De tyske eksportører har fortsat stor succes. Salget steg i september i USA med 19 procent til i alt 88.600 enheder.

Jordskælvet i Japan den 11. marts er den primære årsag til de japanske mærkers tilbagegang, selv om de alle har produktioner i USA, men disse blev også ramt af manglende leverancer fra underleverandørerne. Toyota og Honda er først lige kommet op på fuld styrke igen for få uger siden.

Ris i Chryslerbuketten

Chryslerdivisionens store fremgang i sidste måned overrasker alt og alle, blot ikke Chrysler, der har fået flere gode anmeldelser på det seneste af blandt andet de nye modeller Dodge Ram og Durango. Den nye Chrysler 300-serie har den store forbrugerorganisation Consumer Reports givet prædikatet "Den bedste Chrysler i årtier". Chryslers ambitioner er helt klart bedre kvalitet, og det ser ud til at virke.

Den tidligere Chrysler-præsident Bob Nardelli udtalte forleden, at Obama-administrationen ikke havde behøvet at overlade kontrollen over Chrysler til Fiat. "Vi kunne have gjort det samme job - og måske bedre", udtalte han.

Bob Nardelli trådte tilbage som Chryslers chef i 2009, da det private selskab Cerberus Capital Management LP, som han fortsat arbejder for, blev bedt om at sælge de første aktier til Fiat efter en truende konkurs af Chrysler. Cerberus opkøbte 80,1 procent af Chrysler-aktierne fra Daimler AG for cirka 40 milliarder kroner tidligere.

Kvalitet ikke Fiats ære

- Hvis regeringen i Washington DC havde givet os samme opgave og præmisser, som blev givet til Fiat, ville vi have gjort et virkelig godt stykke arbejde – måske bedre end Fiat. Der var absolut ingen grund til at give Chrysler væk, udtalte han på et møde forleden i New York.

- De biler fra Chrysler, som i dag roses for højere kvalitet, såsom Jeep Grand Cherokee, Chrysler 300, Dodge Charger og Dodge Ram, var modeller, vi udviklede, som dengang allerede var i pipelinen. Det tilfalder ikke Fiats ære. Men jeg håber for Chrysler, at Fiat tilfører selskabet ny spændende og bedre teknologi, hvilket Mercedes som Chrysler-ejer ikke gjorde udover, at bilerne blot blev dyrere, sagde Bob Nardelli videre på mødet. Han blev i sin tid headhuntet fra General Electric til Cerberus for at styre Chrysler.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107