Bilinfo i luften med ny version
13. juni lancerer specialisten i it-værktøjer til autobranchen første del af et mere brugervenligt og lækkert designet Bilinfo med integrerede systemer, kaldet bilinfo.net.
- For os er det en milepæl og et første skridt på en længere rejse, som vi har glædet os til at dele med de danske bilforhandlere. Den 13. lancerer vi annoncestatistik og branchenyheder, og efter sommerferien følger næste etape med "Egne Biler". Egentlig skulle vi have været i luften en uge før, men valgte at udskyde til efter Skats lancering af det digitale motorregister DMR, fortæller chef for Bilinfo, Søren Braad Steen.
Integreret platform
Sideløbende med det nye Bilinfo kører det gamle videre, indtil forhandlerne føler sig trygge med det nye og alle funktioner er udviklet på den nye platform.
Alle bilsælgere får et personligt login til det nye Bilinfo og kan dermed selv justere personlig opsætning, der kan vise for eksempel de seneste fem behandlede kunder eller seneste slutseddel.
I det gamle Bilinfo skulle sælgerne klikke meget, men de får nu et forkromet overblik i Annoncestatistik over eksempelvis antal visninger og lagerdage. Hertil også Branchenyheder om vigtige brancheforhold såsom DMR, afgifter og analyser, samt om bilnyheder via samarbejdspartneren Bilmagasinet.
- Tanken med udviklingen af den integrerede platform har været, at bilsælgere let kan holde sig ajour med den daglige strøm af relevant information. Og det bliver endnu mere interessant, når vi efter sommerferien tilføjer oprettelse af bilannoncer under Egne Biler med integration af annoncer til egen hjemmeside, Bilbasen, DBA og Bilzonen på samme tid, siger Søren Braad Steen.
Bygget til flow
I udviklingsarbejdet har Bilinfo ønsket at skabe et optimalt arbejdsflow i forhold til, hvordan en typisk bilhandel foregår, og hvilke arbejdsopgaver bilsælgeren løser i sin dagligdag. Derfor "overvågede" Bilinfo fem indbudte forhandleres arbejde på skærmen med registreringer, køre- og slutsedler. Formålet var at udviklet et system, hvor forhandlerne kunne bruge mere tid på kunderne end på systemet.
- Det var virkelig lærerigt at observere, hvor forhandlerne blev frustrerede. Det tilsyneladende indlysende er ikke altid det rigtige i et udviklingsarbejde, hvor det gælder om at ramme rigtigt første gang, da det er en stor investering. Derfor har vi også testet prototypen af hos 10 forhandlere, siger Søren Braad Steen. En såkaldt usability-konsulent og en grafiker har designet en lækker brugerflade, hvor alt unødvendigt er fjernet.
I dialog med Skat om integration
Bilinfo er i dialog med Skat om at skabe yderligere integration med blandt andet eBay-husets såkaldte cross border trade, CBT, med eksport- og importbiler. I forbindelse med udviklingen af det digitale motorregister fik Skat ifølge Bilinfo penge til at integrere med forsikringsbranchen, men ikke autobranche-virksomheder såsom Bilinfo.