23948sdkhjf

Frikendt i brugtvognshandel

Uenighed om en bils kilometerstand faldt ud til fordel for privat sælger.
En mand først i 30'erne fra Grindsted er ved retten i Kolding frikendt for at have snydt i en bilhandel. Manden fra Grindsted solgte i en privat handel en Fiat Bravo fra 1998 til et aalborgensisk par for 18.000 kroner. Parret fik oplyst, at bilen havde kørt 185.000 kilometer.

Det viste sig efterfølgende, at bilen nærmere havde kørt 235.000 kilometer.

Parret anmeldte sagen som bedrageri, men Nordjyllands Politi opgav at retsforfølge manden fra Grindsted. Parret klagede imidlertid til statsadvokaturen i Nordjylland, der mente, at sagen burde prøves ved retten.

Det er nu sket, og manden fra Grindsted blev frifundet af en domsmandsret.

Selv om dommeren sagde, at sagen virkede mærkelig, så er der så mange usikkerhedsmomenter i sagen, at retten ikke fandt det bevist, at sælgeren fra Grindsted bevidst påførte parret fra Aalborg et tab ved at lyve om bilens kilometerstand.

Dommeren lagde ligeledes til grund for frifindelsen, at der her var tale om en handel mellem to private parter. Hvis sælger havde været bilforhandler, så havde han haft en skærpet pligt til at sætte sig ind i bilens kilometertal, skriver JydskeVestkysten.

Inden retssagen i Kolding har parterne afgjort deres mellemværende i en civil sag, hvor parret fra Aalborg fik 12.000 kroner tilbage af bilens pris på 18.000 kroner mod at de har afleveret bilen til den tidligere ejer i Grindsted.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078