Möger søger at tøjle EU-forslag
Danmark kræver, at EU-Kommissionens forslag om nemmere grænseflytning af biler skal vedtages ved enstemmighed.
Erhvervskommissær Antonio Tajani fremsatte i begyndelsen af april forslaget om en forenklet bilregistrering, og nu har Skatteministeriet analyseret det i detaljer.
Traditionen tro er notatet til folketingsmedlemmerne præget af lovord over for det overordnede formål i Kommissionens forslag.
- Regeringen er enig med EU-Kommissionen i, at nationale regler for registrering af køretøjer udgør en barriere for overførsel af et køretøj fra en medlemsstat til en anden, hedder det. Antonio Tajani sigter på at fjerne spildtiden ved landeflytning, for det tager fem uger at omregistrere en bil fra et til et andet EU-land.
Dernæst tages fat på tidslerne.
- På grund af den høje beskatning af køretøjer her i landet er Danmark særligt sårbar over for lempelige regler for registrering af køretøjer, påpeger embedsmændene ikke overraskende på skatteministerens vegne.
Et halvt års frist
Umiddelbart vil staten miste 50 millioner kroner om året, fordi fristen for registrering udvides fra to uger til et halvt år ved tilflytning fra et andet land.
Indregistreres et køretøj efter seks måneder frem for 14 dage, vil køretøjets værdi være lavere og hermed bliver registreringsafgiften lavere, påpeger Skatteministeriet.
Forslaget vil uændret gøre det sværere at slå ned på bilister, der kører rundt i København på svenske plader.
I strid med dansk ret
Den italienske EU-Kommissær graver også et stort hul i det danske værn om de høje bilafgifter. Er indehaveren af en registreringsattest en virksomhed eller anden juridisk person, kan køretøjet frit anvendes i andre stater, foreslår han.
Dette strider mod dansk ret, hvorefter en herboende ikke må anvende et udenlandsk køretøj her i landet.
Ret beset indeholder forslaget ikke regler, som udelukker det danske forbud, men logikken i forslaget tilsiger, at et sådant forbud strider mod formålet, advarer embedsmændene.
De kan om nødvendigt læne sig op af høringssvaret fra "Danmarks Skatteadvokater", som på statskassens vegne er betænkelig ved, at det bliver muligt at undgå registrering i medlemslande såsom Danmark med høje afgifter.
Slagsmål om jura
Hvordan vil Danmark hindre ulykkerne og samtidig få gennemført forslaget om en langt enklere registrering? Ved at udskifte det juridiske fundament!
Antonio Tajani bruger en paragraf om det indre marked, der blot kræver kvalificeret flertal blandt de 27 lande i ministerrådet.
Skatteminister Thor Möger Pedersen kræver, at hjemlen bliver en anden paragraf om indirekte afgifter, som kræver enstemmighed, så Danmark får en stærk forhandlingsposition og om nødvendigt kan nedlægge veto. Alternativet er, at Øresundsbron og Kruså bliver åbne sluser for luksusbiler på udenlandske plader med danskere ved rattet.