Autobutler i dæk-aftale
Euromaster har indgået samarbejde med værkstedsportalen autobutler.
Som et resultat af den nye alliance får Euromaster mulighed for at skaffe kunder blandt de private brugere, der hver måned indhenter tilbud via autobutler.dk.
- Vi har taget en strategisk beslutning om mere autoservice, og samtidig med radio, bannerreklamer og lignende har vi valgt autobutler, som i forvejen har de kunder, der målrettet søger værkstedsydelser også selv om det koster lidt, siger regionchef Per Birkmose fra Euromaster.
Han fortæller, at kæden har rustet sig til at møde de øgede krav, kunderne og deres avancerede biler stiller:
- Vi har investeret massivt i store Bosch-testere til alle 43 centre, og vi er i gang med at efteruddanne hele værkstedspersonalet, så vi kan nu servicere og reparere alle bilmærker, oplyser han.
Også hos autobutler.dk er der stor tilfredshed med aftalen:
- Vi er vi meget tilfredse med, at Euromaster efter prøveperioden har besluttet at tilmelde alle sine centre. Det er glædeligt at se, at man internt i Euromaster-organisationen har fokus på at skaffe kunder via en internettjeneste som autobutler.dk, siger Christian Legéne, adm. direktør og partner i autobutler.dk.
Autobutler.dk har ved udgangen af maj rundet 600 tilknyttede værksteder og oplyser at være den klart største værkstedsportal i Danmark.