Fuld fart på hos Djurs Autolakering
Tirstrup-virksomhed er vokset fra to til 12 ansatte på tre år.
- For tre år siden overtog vi det tidligere DanCab autolakering i Tirstrup. På daværende tidspunkt bestod virksomheden af to ansatte, som malede 40-50 biler om måneden. I dag er vi 12 ansatte og maler op mod 300 biler om måneden, fortæller indehaver Klaus Jensen til Djurslands Posten.
- Med to vogntog kører vi på det meste af Djursland og henter biler. Vi maler for såvel den lille forhandler som de store bilhuse og er blevet en anerkendt samarbejdspartner i markedet, fordi vi har fået ry for kvalitetsarbejde, sikker levering og en fair pris. Virksomheden er blevet KS 2000-certificeret og er netop konverteret til lakleverandøren Spies Hecker, som flere bilimportører foretrækker bliver anvendt på deres garantiskade-reparationer, fortæller han.
- Under det nye samarbejde med Spies Hecker bliver vi trænet og uddannet på deciderede mærkespecificerede kurser i det pågældende bilmærke. Det ruster os til fremtiden, hvor der til stadighed stilles større krav til udførelse af lakering. For et års tid siden startede vi desuden en ny afdeling ved navnet Djurs Antirust & Servicecenter. Her udfører vi i dag et stort antal garantireparationer for diverse bilhuse på flere forskellige bilmærker. I afdelingen har vi specialiseret os i blæsning med tøris og korund. Vi fjerner effektivt rust opstået i bilens undervogn og på lakerede arealer. Efterfølgende genopbygger vi undervognen eller de lakerede arealer med foreskrevne produkter fra den enkelte bilimportør. Alt i afdelingen dokumenteres med digitale billeder af processen. Som noget nyt er vi indgået i samarbejde med flere undervognscentre, forklarer Klaus Jensen.
Afdelingen servicerer i dag bilhuse fra Hobro, Randers, Horsens, Aarhus og Grenaa. Afdelingen er under udvidelse, da man netop har indgået ny aftale med endnu en bilimportør.