Sebastian Vettel afviser Ferrari-skifte
Formel 1-verdensmesteren Sebastian Vettel slår fast, at han ingen planer har om at forlade Red Bull-teamet.
Det siger den tyske Formel 1-verdensmester, som på rygteplan er blevet sat i forbindelse med et skifte til det italienske Ferrari-team.
- Jeg har båret en Red Bull-hjelm i næsten hele min karriere. Så det er svært for mig at forestille mig, at det skulle kunne være anderledes, siger Sebastian Vettel ifølge AFP.
- Det ville være, som når man som 18-19-årig flytter hjemmefra. Jeg er meget glad for, hvor jeg er nu, og jeg ønsker ikke at flytte noget andet sted hen, siger tyskeren.
Sebastian Vettel har vundet Formel 1-titlen for Red Bull de seneste to sæsoner, og sidste år skete det med imponerende 11 sejre i 19 grand prix'er.
I den foreløbig meget jævnbyrdige Formel 1-sæson i år har Sebastian Vettel indtil nu måtte nøjes med en sejr i seks løb.
Han ligger i øjeblikket nummer to i VM-stillingen, tre point efter Ferraris spanier, Fernando Alonso.
Sebastian Vettel har kontrakt med Red Bull til og med 2014-sæsonen.
/ritzau/