Ny skatteminister - samme politik
Holger K. Nielsen overtager arbejdet med en reform af registreringsafgiften.
- Der bliver ingen fundamental forskel mellem os, siger Holger K. Nielsen.
Det er da heller ikke skattepolitiske erklæringer, som prægede hans første timer som minister. Forgængerens politik videreføres. Det kom til udtryk i et ikke-svar, da Motor-magasinet spurgte, om bilafgiftsreformen fremlægges i denne folketingssamling: - Det kan jeg ikke svare på nu. Jeg skal lige ind i sagerne først ...
Holger K. Nielsen er 62 år og er dermed regeringens nestor med en generations politisk erfaring i ballasten. Han har siddet i Folketinget siden 1981 på nær en afbrydelse 1984-87.
Han har faktisk aldrig været medlem af skatteudvalget og er ej heller blevet skatteminister på grund af skattepolitik. Det er helt andre overvejelser hos SFs nye formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen, som skulle fyre Thor Möger Pedersen. Hun placerer Holger K. Nielsen centralt i regeringen som sin højre hånd og finanslovforhandler.
Fuld loyalitet
SFs to nye topministre har travlt med at erklære fuld loyalitet over for regeringsgrundlaget og udvande udtalelser fra før magtskiftet i SF om at udfordre regeringsgrundlaget.
Det borger for, at den fyrede skatteministers lovprogram og erklæringer overtages af efterfølgeren.
Det er først og fremmest en reform af bilafgifterne. Den skal komme som en tyv om natten, og her vil Holger K. Nielsen ikke sige et ord før tid.
I denne uge skal han ifølge arbejdsplanen fremsætte lovforslaget, der forlænger afgiftsfritagelsen for elbiler til og med 2015.
I næste måned fremsættes lovforslaget om en arbejdsskadeafgift.
Til februar kommer lovforslaget om en kørselsafgift for lastbiler over 12 ton, der formentlig træder i kraft fra 2015.
I ministerlære som mappebærer
Holger K. Nielsen tog det første skridt mod ministertitlen i 1981, da han indledte en kort karriere som fuldmægtig i Energiministeriet og blev folketingsmedlem første gang. Han har siddet i Folketinget uafbrudt siden 1987.
Kort forinden for et kvart århundrede siden blev han set bærende på Venstres Svend-Erik Hovmands mappe uvidende om, at han engang skulle afløse en minister, som på det tidspunkt sad i klapvogn.
Hovmand blev siden skatteminister i den første Fogh-regering, og SF gjorde sig regeringsparat, da Villy Søvndal afløste Holger K. Nielsen som partiformand.
Den nye skatteministers vej til ministerposten har været lang. Så desto hurtigere annammede han den specielle adfærd, som kræves af ministre i et regeringskollektiv, selv om det betyder kringlede tilbagerulninger af tidligere udtalelser:
- Vi står bag regeringsgrundlaget. Når man er i regering, så er man også nødt til at stå bag det. Jeg har stadig mine meninger, og jeg er også skatteminister - og jeg mener, at det kommer til at fungere godt.