Fynsk trailer-glæde
Thule Trailers A/S, der producerer og markedsfører trailermærket Brenderup, har igennem Mekonomen Danmark indgået aftale med Falck om at levere et større antal lukkede trailere.
Fabrikken, der er beliggende lige ud til den vestfynske motorvej, glæder sig over ordren, der har betydet, at et antal medarbejdere i Nr. Aaby i en periode udelukkende beskæftiger sig med at producere de store trailere til Falck.
- Vi har arbejdet lidt på tværs af firmaerne på denne ordre. Vi har i en årrække haft et godt samarbejde med Mekonomen omkring forhandlingen af vores hus- og have- samt professionelle Brenderup trailere. Falck har valgt Mekonomen som totalleverandør, og Mekonomen skal blandt andet levere lukkede trailere fuldt udrustet til Falck Skadeservice, som er et nyt forretningsområde hos Falck, fortæller Michael Lyngkilde, salgskonsulent hos Thule Trailers.
- Vi synes, det har været spændende at arbejde sammen med Mekonomen om at få denne ordre i hus, og vi håber, at dette samarbejde på tværs af flere firmaer kan være det første af mange, siger Michael Lyngkilde.
Brenderup kunne sidste år fejre 75-års jubilæum, og der distribueres fortsat trailere til danskerne fra adressen på Vestfyn, hvor man for få år siden producerede trailer nr. én million. Brenderup brandet blev skabt i Danmark i 1936 og er synonymt med moderne, pålidelig og funktionelle trailere til de semi-professionelle og professionelle brugere i de nordiske og centraleuropæiske lande. Brenderup har været en del af Thule Group siden 1999.
Mere på www.brenderup.dk