Værksted skifter kæde af flere årsager
PF Biler i Harlev har efter moden overvejelse valgt at skifte værkstedskæde, og indgår nu i Skandinaviens største værkstedskæde Mekonomen Autoteknik.
PF Biler beskæftiger sig med alle former for service og reparationer og udfører ligeledes forsikrings- og skadesarbejde. PF biler tæller i dag udover indehaveren selv tre mand på værkstedet samt Henna, som er firmaets blæksprutte på kontoret.
Udover at drive et velrenommeret og moderne autoværksted har PF Biler i dag ikke mindre end fem autotransportere, som bemandes med yderligere personale. En stor del af kørslen med autotransporterne udføres for Falck, og PF Biler er naturligvis derved en naturlig del af Falcks Bonus Værkstedsnetværket et koncept der giver kunderne en række fordele og derved en naturlig tilknytning til PF Biler.
- Baggrunden for at skifte til Mekonomen Autoteknik ligger ikke i utilfredshed med AutoMester konceptet, og jeg vil da gerne her sige tak for de snart 20 år jeg har været med i kæden, udtaler Peter Faarborg.
- Vi har valgt at skifte til Mekonomen Autoteknik af flere årsager, men føler først og fremmest at når tider og trends skifter i samfundet, er det vigtigt for os at følge med og derved være sikre på, at vi også i fremtiden kan sikre vore kunder den rigtige værdi i at være kunder hos os. Der føler vi at Mekonomen Autoteknik kan gøre en stor forskel. Kort sagt var tiden nok inde til at gøre noget nyt, tilføjer han.
- I dag kræver det endnu mere at leve op til forbrugernes krav, endnu mere synlighed for at tiltrække og fastholde kunder samt øget kompetence på såvel det tekniske som forretningsmæssige område at drive forretning, siger Peter Faarborg.
Stolte
Fra Mekonomens kædechef Søren V. Olesen lyder det:
- Vi er meget glade for og stolte over at kunne byde Peter og hans hold velkommen til Mekonomen Autoteknik, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Tidligt i forløbet kunne jeg tydeligt fornemme, at Peter vil udvikle forretningen yderligere, og at hans tanker omkring værksteds- og forretningsdrift falder rigtig godt i tråd med vore tanker og ideer også omkring den fremtidige udvikling af konceptet
Mekonomen er Skandinaviens største virksomhed inden for reservedele og tilbehør til biler, med egen grossistvirksomhed og mere end 330 butikker samt 1700 værksteder, der arbejder under Mekonomens varemærke heraf mere end 215 Mekonomen Autoteknik værksteder i Danmark.