Sourcing-strategi reddede 60 arbejdspladser
SBS har optimeret logistikken på sin Europa-central i Holstebro for bremseskiver og -tromler og har luget ud blandt leverandørerne, så kun Kinas bedste støbe- og forarbejdningsvirksomhed er tilbage.
- Vi beskæftiger i dag 60 ansatte, men her ville ikke have været en virksomhed i dag, hvis ikke SBS var sadlet om i 2006 ved at outsource produktionen og sælge ud af maskinerne. Og så har det været en klar styrke, at SBS i 2008 besluttede at få mere bredde i programmet. Dengang lå 50 procent af salget på top 100, i dag ligger 70 procent på top 600. Siden da er afsætningen firedoblet siger Henrik Skytte Raahede.
SBS er på bremseskiver og -tromler således gået fra fuld produktion i Holstebro til i dag at være et moderne logistikcenter, der modtager, kvalitetskontrollerer, mærker og pakker produkterne efter kundernes ønsker
Stålbure til bilproducent
Optimeringen på pakkecentralen i Holstebro er gået mod især bedre muligheder for individuelle bestillings- og pakningsløsninger. En europæisk bilproducent er ny stor kunde og har stillet krav om pakning i specielle stålbure.
- Vi arbejder meget på at kunne integrere vores pakning mod vores kunders logistik- og distributionsløsninger. Vi tilbyder for eksempel produkter både i vores egne brands og i private label. Hvis kunden er meget stor, kan vi tilbyde leverancer direkte fra Kina, som man kan bestille her hos SBS. Leveringstiden fra Kina er halveret til 10 uger, og fra os hos SBS af store forsendelser ud i Europa fra 4-6 uger i 2007 til nu en uge. Vi tilbyder at styre levering direkte fra Kina og vil gerne kunne råde kunden til optimal bestilling. Det kan måske handle om 80 procent varer fra Kina til kundens top 100-omsætning og resten her fra Holstebro, trods lidt højere pris, alt efter kundens "slow og fast movers". Med de fleksible leveringskoncepter har vi en unik forretningsmodel, som ingen andre i Europa kan matche, forklarer Henrik Skytte Raahede.
For yderligere at styrke fleksibiliteten etablerede SBS for et halvt år siden et småpluk distributionscenter i Svendborg til mindre og mellemstore ordrer med varelevering fra dag til dag, dog to dage til eksempelvis sydtyskland.
- Vores logistik her i Holstebro ville "dø", hvis vi også skulle håndtere forpakninger af små forsendelser, forklarer fabrikschefen om årsagen til endnu et SBS distributionscenter.
Rådgiver kunderne
Effektiv IT er en afgørende forudsætning. I Holstebro analyserer man for eksempel på bilmodellernes og bremsedelenes livscyklus og har et udviklet edb-program, der kan se trends i markedet. Heri indgår også de mange kunders salgs-forecast, ligesom SBS yder service ved at rådgive om forventninger til salg og omsætningshastighed på forskellige markeder, og dermed rette kundernes lagerbeholdning.
Højsæsonen hos den 9000 kvadratmeter store distributionscentral er fra marts til slut september,. Her bliver 125.000 varer pakket om ugen på tre mere eller mindre automatiske pakkelinjer, hvoraf to skal udbygges med flere nye robotter til håndteringsopgaver.
Alle bremseskiver og tromler ankommer i containere fra Kina som bulk-gods og skal ompakkes.
- Her er det vigtigt for os at påpege, også set bagud historisk, at der i dag ingen forskel er i kvalitet på hverken bremseskriver eller tromler ved ompakning, uanset hvilken kunde vi sender til, siger Henrik Skytte Raahede.
Kinesisk topfabrik
Varerne kommer i dag næsten udelukkende fra én enkelt kinesisk familieejet fabrik, Winhere, et samarbejde som Henrik Skytte Raahede er åbenlyst stolt af. Den blot 20 år gamle fabrik er netop kåret som Kinas bedste støberi-virksomhed og er TS 16949-certificeret af TÜV Reinland. Produktionen er ultra-moderne i lyse og venlige omgivelser og robotstyret med maskiner fra blandt andre danske Disa. SBS i Holstebro er fabrikkens største aftager i Europa, og styrer leverancer til SBS Tyskland og Frankrig for videre forsendelse.
- Vi har måttet luge ud blandt vores kinesiske leverandører af kvalitetshensyn og står nu tilbage med den bedste, smiler Henrik Skytte Raahede. Lønningerne til fabriksarbejdere i Kina er fordoblet fra 2008-2010 og ventes fordoblet igen inden 2015. Fabrikschefen vil derfor ikke udelukke, at der på sigt sejles støbegods fra Kina til forarbejdning i Europa igen.
Winhere beskæftiger 3500 ansatte og producerer 31 millioner bremseskiver årligt, hvoraf over halvdelen går til Europa. Fabrikken tester sine produkter med blandt andet røntgenudstyr og dynamometer i forhold til EU-regulativet R90, der først er gældende fra 2014.
Står stærkt
SBS modtager årligt 1200 containere fra Winhere. Hver eneste bremseskive er nummereret med målerapport og fuld dokumentation. SBS i Holstebro udfører egen stikprøvekontrol efter kundekrav fra store europæiske grossister, der også ankommer selv med kontrolteams flere gange årligt såvel i Holstebro som på fabrikken i Kina, der kører efter lean-principper for blandt andet at opnå minimal omstillingstid i produktionen.
Sortiment-udviklingen styres af SBS, og samarbejdet med Winhere gør det muligt hurtigt at oprette varenumre til de helt nye bilmodeller. Programmet er blandt de allerbredeste i Europa og dækker 95 procent af bilmodellerne med såvel coatede som almindelige bremseskiver.
Som kuriosum nævner Henrik Skytte Raahede, at den kinesiske fabriksejer kun accepterer de bedste økologiske fødevarer til bespisning af sine ansatte.
- Vi får gode produkter med lav reklamationsrate, som vi står stærkt med i vores setup af logistik-kæden. Det har været en udfordring med stor frihedsgrad at gennemføre nye løsninger her i virksomheden, der nu har en omsætningshastighed på 7syv mod blot tre i 2007. Men væksten skyldes også, at forbrugerne er blevet bevidste i krisen, så eftermarkedet har fået et opsving, samt at vi hos SBS har fået nye store og mindre kunder, siger Henrik Skytte Raahede.