Dansk Erhverv: Nødvendigt at nytænke bilafgifter
- Biler er en nødvendig del af den mobilitet, der skal sikre fremtidens vækst i Danmark. Samtidig er de også en kilde til forurening, trængsel og ulykker. En omlægning af afgifterne skal derfor være knivskarp på, hvilken effekt vi ønsker, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv peger på, at de nuværende afgifter er adfærdsregulerende. De styrer virksomheder og forbrugere hen mod biler, der kører længere på literen. Afgifterne har virket og har samtidig betydet, at flere har valgt at købe bil eller at købe bil nummer to. Systemet har haft så stor succes med at få os til at købe små benzin- og dieselbiler, at provenuet til statskassen falder. Til gengæld har det været en eklatant fiasko i forhold til at få os til at købe elbiler. Det skyldes, at danskerne vurderer, at disse biler ikke er klar endnu på trods af afgiftsfritagelser og politisk velvilje.
- Når provenuet på registreringsafgift falder, er det jo fordi, de adfærdsregulerende afgifter virker. Det styrker tilmed mobiliteten så det burde vi være glade for. Til gengæld er systemets ensidige satsning på afgiftsfritagelse til elbiler slået helt fejl. Vi har i årevis ventet på at det skulle give bonus og fået at vide, at successen var lige om hjørnet. Det kan den stadig være, men der er behov for en bredere satsning, så vi kan få flere teknologier som gas og biobrændstoffer fremmet. På det område bør afgifterne ændres, siger Jesper Højte Stenbæk.