EU-plan for bilfabrikker
Autoindustrien er en nøglesektor og skal hjælpes på fode af hensyn til den øvrige industri, fastslår EU-kommissionen i handlingsplanen CARS 2020.
Det skal ske ved hjælp af en handlingsplan med navnet CARS 2020", som indeholder en lang liste over initiativer fra efteruddannelse og miljøkrav til forskning og finansiering. Nogle af initiativerne som højere standarder for synskontrol og støjdæmpning er allerede i gang.
Konkurrencen på de nye vækstmarkeder vindes på teknologi, erklærer EU-kommissionen. Med andre ord skal penge og ressourcer anvendes til at forbedre vilkårene for udvikling af bilindustrien og nye biltyper (elbiler, brintbiler osv.) og ikke til at afværge afvikling af bilfabrikker.
Strategisk industri
Bilindustrien er den største private investor i forskning og innovation, og den indtager en hovedrolle i den ny industrielle revolution med gradvis omstilling til klimavenligere teknologi, fremhæver kommissionen.
Med sine 12 millioner job, 4 procent af bruttonationalproduktet og et handelsoverskud på 90 milliarder euro (knap 675 milliarder kroner) har denne industri en strategisk betydning for Europas økonomi, fastslår kommissionen.
Derfor skal industrien revitaliseres, så den kan trække den øvrige industri med op til ny styrke.
Fire søjler
CARS 21 bygger på fire søjler: 1) Investering i avancerede teknologier og finansiering af innovation fra EUs investeringsbank EIB, 2) bedre markedsvilkår og såkaldt smart regulering, 3) en effektiv handelspolitik og international harmonisering af regulativer for motorkøretøjer samt 4) uddannelse.
Næste år etableres et rådgivende EU-organ for faglige kvalifikationer i automobilindustrien, der blandt andet skal sikre uddannelse og efteruddannelse i de nye teknologier.
De besluttede 2020-krav til brændstoføkonomi og CO2-udledning (95 gram CO2 per km for personbiler) i 2020 røres ikke, men EU-kommissionen lover, at bilindustrien får god tid til at omstille sig til den næste stramning.
Distribution og eftermarked
Initiativer direkte møntet på værksteder og autoforhandlere drejer sig først og fremmest om effektivere konkurrence og det indre marked.
EU-kommissionen forsikrer, at den fortsat står vagt om konkurrencereglerne i salgs- og reparationsleddene samt reservedelsmarkedet.
Ekspertgruppen
Planen bygger på oplæg fra en ekspertgruppe CARS 21. Sammensætningen borger for, at anbefalingerne føres ud i livet, ikke mindst fordi syv kommissærer er blandt de 36 medlemmer.
Bilindustrien og eftermarkedet er repræsenteret af blandt andre Jean-Paul Bailly, der er formand for CECRA (The European Council for Motor Trades and Repair), Peter Tyroller, som er formand for CLEPA (The European Association of Automotive Suppliers) og bestyrelsesmedlem i Bosch.
Videre sidder ministre fra de bilproducerende i gruppen: Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Sverige, Tjekkiet, Spanien, Østrig og Polen. Hertil kommer to danske kvinder, Ulla Rasmussen og Connie Hedegaard.