Mercedes-Benz i Danmark skifter salgschef
Peter Juul stopper med udgangen af 2012 som salgschef for Meercedes-Benz Danmark. Rikke Hamilton overtager.
Ny salgschef bliver Rikke Hamilton, 37 år, som kommer fra en stilling som forhandler key account hos Mercedes-Benz Danmark AS. Rikke Hamilton har en baggrund som biløkonom og dertil 14 års salgserfaring fra bilbranchen.
Overdragelsen af salgsansvaret skete 1. juni samtidig med, at Mercedes-Benz i Danmark flytter til nye lokaler på Digevej i Ørestaden.
Salgschef for Mercedes-Benz personbiler i Danmark, Peter Juul, har valgt at gå på pension efter mere end 44 år i bilbranchen. Peter Juul startede sin karriere hos Bohnstedt-Petersen, den daværende importør af Mercedes-Benz, på Dynamovej i Herlev, hvor han i 1967 blev ansat som mekanikerlærling.
Igennem årene har Peter Juul bestredet en lang række stillinger som blandt andet produktchef for Mercedes-Benz personbiler og salgschef for Chrysler og Jeep. I mellemtiden var importøren blevet fabriks-ejet og hed DaimlerChrysler. De sidste seks år har Peter Juul været øverste salgsansvarlige for Mercedes-Benz personbiler hos Mercedes-Benz Danmark.
- Det har været en utroligt spændende rejse, jeg har haft igennem mine 44 år i branchen. Dette gælder både på de imponerende teknologiske fremskridt, som jeg har været vidne til, men i lige så høj grad hvordan det danske bilmarked og bil-behov har udviklet sig. Også i favør for Mercedes. Jeg føler, at jeg slutter på toppen, hvor den sidste store og måske største - opgave jeg har været med til var, da vi i 2010 gik ud med en helt ny prisstrategi i det danske marked. Jeg er nu både klar til og stolt over at kunne give stafetten videre til Rikke Hamilton, fortæller Peter Juul om sin afgang.
I det sidste halve år har Peter Juul og Rikke Hamilton arbejdet tæt sammen for at sikre den bedst mulige salgsstrategiske kontinuitet over for det danske marked og de danske Mercedes-Benz forhandlere.
- Peter Juul er et kendt navn og ansigt i denne branche, og Peter efterlader naturligvis nogle store sko at fylde. Derfor går jeg til opgaven med stor ydmyghed, men glæder mig samtidig til at sætte egne aftryk i markedet, fortæller Rikke Hamilton.