Ny EU-mærkat viser kun en del af sandheden om bildæk
Fra 1. november skal næsten alle nye dæk til person-, vare- og lastbiler være udstyret med et EU-mærke i stil med dem, vi kender fra hårde hvidevarer. Mærkaten giver et hurtigt overblik over dækkets bremseegenskaber på våd vej, rullemodstand og udvendigt støjniveau.
- Når man køber nye dæk, bør det også indgå i overvejelserne, hvor modstandsdygtigt dækket er over for aquaplaning. Og hvordan er kørselsstabiliteten, komforten, holdbarheden, bremseegenskaberne på tør vej og egenskaberne på vinterveje? Det siger mærkaten intet om, men det er egenskaber, hvor bilproducenterne kræver de allerhøjeste standarder for de dæk, de sætter på deres biler, konstaterer Georg Nielsen.
EU ønsker med mærkaten at give forbrugeren information om miljø, sikkerhed og brændstofforbrug. Dækkets rullemodstand betyder meget for bilens kørselsøkonomi og et af EUs mål med mærkaten er, at brændstofforbruget er reduceret med 20 procent i 2020.
Georg Nielsen bemærker, at den allerbedste informationskilde, før man køber dæk, er de udførlige dæktests, som bilmagasiner foretager hvert år. Bilisten får her et mere nuanceret billede, fordi der i disse tests indgår langt flere egenskaber med relevans for sikkerheden end de tre på EU-mærkaten.
Georg Nielsen gør samtidig opmærksom på, at om vinteren er helt andre egenskaber vigtigere end de tre på mærkaten. Det gælder i særlig grad bremsning på sne og is, igangsætning og fremkommelighed.