23948sdkhjf

Graven der ikke fik dødsstødet

I dag er datidens grav mange steder fyldt op og blevet basis for mere gulvareal eller en lift. Den skæbne er ikke overgået smøregraven hos Blåvand Autoservice. Her har man fået fornyet glæde af den.
Engang var der stort set ingen autoværksteder uden én eller flere grave. Fordelene var indlysende. Der skulle ikke gøres noget forud, for bilen skulle blot køres ind over graven. Det gav adgang til bunden af bilen, når der eksempelvis skulle skiftes udstødning eller bilen skulle have et olieskift og smøres igennem med fedtsprøjten. Ulemper var der også, for selvom man kunne komme til bilen nedefra, kunne det være besværligt for mekanikeren at nå længere ud end gravens bredde, og gravkanten gjorde det heller ikke lettere. Så da liftene begyndte at dukke op i større tal, blev langt de fleste grave fyldt op.

Nogle få har overlevet

Blåvand Autoservice kom til i midten af 60’erne. Værkstedet var, som så mange andre værksteder, forsynet med en grav og en løbedonkraft. Dengang var det Bent Frederiksen, der havde værkstedet, i dag er det sønnen Ole Frederiksen. Dermed er det anden generation, der driver Blåvand Autoservice. Da Ole Frederiksen overtog værkstedet, var der selvfølgelig flere ting, der skulle ændres på, og der var mere eller mindre lagt planer for graven.

- Flere gange tænkte jeg på at fylde den op. Det ville give mere plads, for var den der ikke, ville den give flere kvadratmeter tiltrængt gulvplads. På den anden side var graven jo god til mange ting. Var der eksempelvis tale om en bil, der lige skulle undersøges inden en egentlig reparation, var det jo bare så nemt at køre bilen indover graven og springe derned og finde ud af, hvad problemet var. Samtidig var den også ideel til campingvogne, trailere og store varevogne. Så på én måde var der fordele ved at fylde graven op, og på den anden side var den jo bare så rar at have, fordi den var så anvendelig, siger Ole Frederiksen.

Grav med indbygget lift

Enden på Ole Frederiksens spekulationer blev, at han købte en sakselift med to baner med en så stor bredde, at de to sakseben kunne stå på hver sin side af graven. Løsningen har vist sig at være optimal, for ved monteringen af sakseliften for enden af graven, har man slået to fluer med et smæk. Gravens fordele er bevaret, for det er stadig nemt at se hvad, der måtte være galt uden, at bilen først skal op på en lift. Her skal den blot køres ind over graven - så er der adgang. Når det så er konstateret, hvad der er galt, er det blot et spørgsmål om at køre eller skubbe bilen nogle få meter frem, så står den på liften. Inden den hæves op, skal der blot puttes et par klodser under bilens vanger, før en reparation kan påbegyndes. Når ståpladen over graven er lagt på plads, er det som under en hvilken som helst anden lift. I dag er både Ole Frederiksen og de to mekanikersvende på værkstedet glade for, at graven ikke blev fyldt op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063