Bilforhandlerne forventer fyringer
Ny medlemsundersøgelse viser, at D.A.F.s medlemmer har forventninger om faldende omsætning på deres værksteder de næste tre måneder. Faktisk forudser hele 40 procent at skulle afskedige medarbejdere.
- Værkstederne er efterhånden er den del af bilforretningen, der sørger for at det hele kan løbe rundt. Hvis omsætningen fortsat falder, vil mange bilforhandlere få det meget svært, forklarer adm. direktør hos D.A.F., Jens Brendstrup.
Fyringer
Foreningens medlemmer er også blevet spurgt, om de forventer afskedigelser inden for de kommende tre måneder, og tallene er ikke opmuntrende. Hele 40 procent af medlemmerne regner med, at afskedigelse af medarbejdere bliver nødvendigt de kommende måneder.
De fleste afskedigelser kommer til at omfatte mekanikere og pladesmede, men også sælgere og administrativt personale bliver ramt.
- De fleste forhandlere har i forvejen skåret antallet af medarbejdere helt ind til benet, så de bliver meget presset den kommende tid med endnu færre medarbejdere, fortsætter Jens Brendstrup.
Uopfordret peger flere medlemmer i undersøgelsen på det stigende antal af totalskadede biler, som årsag til den faldende omsætning.