Regionens bedste personvognsmekanikerlærlinge
Da der forleden blev afholdt regionsmesterskab i personvognsmekanikerfaget på Teknisk Skole Silkeborg, var det Mathias Buus Nielsen (Bilmessen Farsø ApS, Farsø og Mercantec, Viborg) og Peder Aale Nielsen (HT Biler, Brædstrup og Teknisk Skole Silkeborg), der løb af med sejren og nu går videre til DM i Skills 2013.
- Det var udfordrende, der var drøn på, og det var spændende. Nu glæder vi os til DM i Skills i Aarhus, siger vinderne.
Mathias Buus Nielsen og Peder Aale Nielsen går nu videre til DM i Skills, der afholdes 24.-26. januar 2013 i NRGI Park og Arena i Aarhus.
DM i Skills er Danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser. Det blev afholdt første gang i 2011 og holdes nu en gang om året i januar. Deltagerne er unge, der alle er i gang med en erhvervsuddannelse. Der er unge med fra mere end 30 forskellige fag, og de dyster med hinanden om at blive den bedste inden for deres fag. Vinderne har inden for flere af fagene mulighed for at gå videre til WorldSkills, der skal afholdes i Leipzig senere på året i 2013.
Knud Larsen, team leder på Auto- og Industriskolen Silkeborg mener, at konkurrencerne er med til at styrke de unges faglige evner og engagement i faget.
- Der er et stort udvalg af erhvervsuddannelser med mange og spændende muligheder for job bagefter. Det er en af de ting, vi håber, regionsmesterskabet her og DM i Skills kan være med til at sætte fokus på. Vi har allerede masser af dygtige og engagerede unge på vores uddannelser og vi har brug for endnu flere. For de er en efterspurgt arbejdskraft bagefter, siger han.