23948sdkhjf

Alle værksteder omfattet af godkendt ankenævn

Ankenævn for Biler er nu godkendt af Erhvervs- og vækstministeren. Bilister får dermed mere ordnede forhold og en mindre økonomisk risiko ved at klage.
Bilister kan fra 1. november klage over samtlige forhandlere og værksteder, og ikke kun de organiserede, som det har været tilfældet tidligere. Det internetbaserede Ankenævn for Biler, der startede som et privat ankenævn i december 2007 ved et samarbejde mellem FDM, D.A.F., Bilbranchen og CAD, har nu fået status som et godkendt ankenævn gennem et blåt stempel fra Erhvervs- og vækstministeren, skriver FDM på sin hjemmeside.

Bilister får dermed et endnu bedre instrument til at få afgjort uoverensstemmelser med en forhandler eller et værksted.

Det godkendte nævn behandler forbrugerklager i forbindelse med køb af en bil til over 10.000

kroner eller værkstedsregninger over 1500 kroner.

Afgørelsen er bindende

Den nye status betyder blandt andet, at de afgørelser, som nævnet træffer, er juridisk bindende. Bilisten er dermed sikret at få dækket sine tab eller at få en ny reparation, hvis vedkommende får medhold. Tidligere var afgørelsen blot vejledende.

- Aktørerne er forpligtet til at efterleve afgørelserne. Hvis tvisten falder ud til bilistens fordel, kan han tage afgørelsen i hånden og gå til fogedretten for at kræve sin ret, siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen, der også er formand for Ankenævn for Biler.

Juridisk ekspertise gennemgår alle sagerne, inden de skal afgøres af ankenævnet med en dommer for bordenden.

Billigere at klage

Økonomisk er det blevet mere overkommeligt at få prøvet sin sag hos Ankenævn for Biler. Det koster stadig 500 kroner at klage, men skal der yderligere dokumentation til for at afgøre en sag, dækker nævnet nu udgiften. Tidligere var det bilejeren selv.

Udgifterne bliver blandt andet finansieret af større gebyrer til værkstedet eller forhandleren, hvis de taber en sag. Gebyrerne lægges oveni i udgifterne til den reparation eller økonomiske kompensation, som den erhvervsdrivende eventuelt bliver dømt til at godtgøre.

- Målet er, at hele branchen hæver standarden, så vi undgår klager. Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse for værkstedet eller forhandleren at tabe en sag i bilklage.dk, så de vil forhåbentlig være mere villige til at søge et kompromis med kunden, vurderer Thomas Møller Thomsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079