Diagnosetekniker med fokus
Diagnosetekniker på Auto College Aalborg et alternativ til autotekniker.
- Vi er pt i gang med at lave flere forløb, så alle, der har lyst, kan blive opdateret med dette specielle forløb, fortæller Jess Nielsen, faglærer og forretningsudvikler hos Auto College Aalborg i Nørresundby.
Grunden til interessen er et specielt tilrettelagt forløb, som er et godt alternativ til de forskellige tekniker uddannelser, som findes på landsplan, anfører han.
- Vi fokuserer kun på de problemstillinger, som findes på værkstederne inden for elektronik, Canbus, benzin og diesel, herunder turbo, partikelfilter og testere. Der bliver lagt meget vægt på fejlsøgning på forskellige systemer, da det er her, der går meget tid, og vi hjælper med at give kursisten værktøjer, der får denne opgave til at gå hurtigere, forklarer Jess Nielsen.
Fire moduler
Første modul er netop i gang, og faglærer Jesper Lassen har gjort meget ud af tilrettelæggelsen med de sidste nye systemer på bilerne. Det sikrer, at kursisten får de rette værktøjer med hjem, oplyser skolen.
Kurset strækker sig over fire moduler på et år, er på i alt 16 dage, fordelt så man rammer de stille perioder i autobranchen, og er lavet på AMU kurser. Det betyder, at der er mulighed for at få tilskud, og det gør kurset attraktivt, påpeger skolen.