23948sdkhjf

Bedre fremkommelighed for alle

Et levende erhvervsliv kun muligt, hvis også bilerne kan komme frem, mener ny alliance mellem D.A.F., CAD, dækbranchen og købmændene.
En kreds af erhvervsorganisationer går nu ind i debatten om trafikforholdene i Danmark. De opfordrer til, at man fordeler trafikken på flest mulige platforme og optimerer fremkommeligheden for alle trafikformer så meget som muligt, så alle kan komme hurtigt og bekvemt frem.

Brancheorganisationer repræsenterende salg af biler, reparation af biler, butikslivet i Danmark samt dækbranchen har i et stykke tid fulgt fremkommeligheden for biler i landets tre store byer, ikke mindst i relation til butikslivet og erhvervslivet som helhed.

Selv om der er meget store forskelle i den måde, bystyret i Odense, Aarhus og København griber trafikken an på, så er der også visse ligheder:

- Biltrafikken er på tålt ophold i landets storbyer. Alle byerne ønsker et levende erhvervsliv, men er ikke meget for at acceptere, at fremkommelighed for biler er vigtig, både når det gælder distribution af varer, firmabilisters kørsel til og fra møder, og privatpersoners brug af bilen til at køre børn til skole, til indkøb, til besøg hos læger, tandlæger, motionscentre med mere, siger direktør Jens Brendstrup fra Danmarks Automobilforhandler Forening (D.A.F.) ifølge en pressemeddelelse.

De fire brancheorganisationer har lagt resultatet af deres indledende undersøgelser frem i tre notater, en for hver af de tre store byer. Organisationerne noterer samtidig, at København indtager en beskæmmende placering som nummer som nr. 86 ud af 96 registrerede kommuner i DI's seneste opgørelse over erhvervsvenligheden i landets kommuner. For et år siden var København nr. 70. Aarhus er nr. 63 og Odense nr. 57 på DI's liste over erhvervsklimaet i landets kommuner.

Brancheorganisationerne har set nærmere på storbyernes holdninger til bilismen:

- I Odense er hele byrådet markant optaget af at skabe økonomisk vækst gennem et erhvervsvenligt klima. I Aarhus vil man være Vestdanmarks Vækstcenter, men byrådet plejer i høj grad interesser på det sociale og kulturelle område. I København ser mange medlemmer af Borgerrepræsentationen bilerne som et problem i stedet for en ressource, og her skaber man mange hindringer for bilismen, imens Folketinget gør sig parat til at sende signaler om, at København ikke kun er københavnernes by, men hele landets hovedstad, vurderer direktør Erik S. Rasmussen, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark (CAD).

Brancheorganisationerne anerkender, at regeringen er meget opmærksom på den måde, vejarbejder håndteres på i storbyerne, og at regeringen vil hjælpe med at løse de dermed forbundne trængselsproblemer. Men regeringen må gerne komme meget mere aktivt ind over ud fra et helhedssyn, mener man i erhvervslivet.

Flere jobs og vækst

- Vores ønske er at få regering og folketing, og ikke mindst medlemmerne af Transportudvalget til at interessere sig aktivt for at skabe fremkommelighed for alle trafikformer. Med det trafikale pres, vi er oppe på i dag, gælder det ikke om ud fra ideologiske eller grønne agendaer at begrænse enkelte trafikformer, men om at lede den samlede trafik ud på flest mulige platforme og gøre det så let som muligt for alle trafikanter og trafikformer at komme hurtigt og bekvemt frem. På den måde støtter man målsætningen om bedre erhvervsklima, flere arbejdspladser og vækst i forretningen Danmark, konkluderer direktør Volker Nitz, Dækbranchens Fællesråd.

De fire brancheorganisationer, Danmarks Automobilforhandler Forening, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, De Samvirkende Købmænd og Dækbranchens Fællesråd, vil følge situationen i den kommende tid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083