Volvo bliver verdens største producent af lastbiler
Den svenske bilgigant Volvo køber sig ind i kinesisk virksomhed og bliver verdens største lastbilproducent.
- Det er et meget spændende samarbejde, som kombinerer det bedste fra to verdener, og forstærker Volvokoncernens og Dongfengs position og skaber gode muligheder for begge parter, siger Olof Persson, koncernchef i Volvo, i en pressemeddelelse.
Volvo køber 45 procent af Dongfengs datterselskab, Dongfeng Commercial Vehicles (DFCV). Købsprisen lyder på 5,6 kinesiske yuan svarende til cirka fem milliarder danske kroner.
DFCV sidder på 16,1 procent af markedet for tunge lastbiler i Kina og 15,7 procent, når det gælder middeltunge. Virksomheden har 28.000 ansatte.
- Kombinationen af Dongfengs kunnen og stærke position i Kina og Volvokoncernens tekniske ekspertise og globale nærvær giver DFC et godt potentiale for vækst og lønsomhed, både i og uden for Kina, siger Olof Persson.
Købet inkluderer hovedparten af den del af Dongfeng, som laver de tunge erhvervskøretøjer. Og når købet falder på plads - formentligt om et års tid - vil Volvo altså være verdens største producent af de tunge køretøjer.
Volvo omsatte i 2011 for 310 milliarder svenske kroner - svarende til 266 danske kroner. Koncernen har 115.000 ansatte, heraf cirka 30.000 i Sverige. Hovedkontoret ligger i Göteborg.
/ritzau/