23948sdkhjf

Hønen eller ægget om rudeslitage

Dansk Autoglas’ temaaftener samlede landets autoglarmestre, der gerne vil måle rudeslitage, men helst ikke investere i udstyr før synsvejledningen kræver rudeslitage-syn.
Skal den danske autoglas-branche af sig selv begynde at måle på rudeslitage for at få skyts til at overbevise Trafikstyrelsen om, at der kan være god grund til at indføre målbare krav til bilers forruder ved syn? Eller skal branchen vente med at investere i relativt dyrt udstyr, indtil sådanne synskrav bliver indført?

Det var det store dilemma, der blev diskuteret, da brancheforeningen Dansk Autoglas og en række glas- og udstyrsleverandører holdt temaaftener i sjællandske Frederikssund og nordjyske Brønderslev forleden. Møderne var åbne for også ikke-medlemmer af foreningen, der tæller 30 glasmestre ud af markedets cirka 70 i alt.

Motor-magasinet deltog i Brønderslev i glarmester Berthelsens flotte nye faciliteter fra 2010, hvor Thomas Krebs fra organisationen for karrosseribranchen, SKAD, og Eurogarant Danmark demonstrerede et nyt såkaldt Haze-måleudstyr til rudeslitage. Flere af de fremmødte autoglarmestre var imponerede over det lille apparat. Og flere var villige til at investere de cirka 20.000 kroner, mens andre vil se tiden an i venten på synsregler med målbare krav.

- Hvis alle vi glarmestre begynder at måle i fællesskab, så får vi tilsammen skabt et billede af problemets omfang, lød det opfordrende fra Steen Gjerulff, indehaver af Glas Gjerulff i Thisted, undervejs på temaaftenen.

Mangler standarder

Han fik støtte fra Robert Lau, Dansk Autoglas, der trods alt glæder sig over de nye synsregler om, at slitage i forrudens A-felt ikke må forringe udsynet, hvilket dog er op til fortolkning i den enkelte synshal. Robert Lau fortalte forsamlingen, at Dansk Autoglas mangler yderligere dokumentation, studier, fastlæggelse af regler og standarder samt ikke mindst politisk opmærksomhed på Haze-problemet.

- Ligesom dækbranchen har været god til at nære debatten om vinterdæk contra sommerdæk, skal vi også have for eksempel FDM til at interessere sig for rudeslitage-problematikken, så slutbrugerne kan se, at slidte ruder vitterligt udgør et sikkerhedsproblem, sagde Robert Lau.

Han medbragte svenske studier, hvor 24 testpersoner kørte i biler med ny rude og op til 350.000 kilometer gamle ruder, hvilket gav 65 procent nedsat reaktionstid på en testbane – hvor fire deltagere i øvrigt kørte galt netop på grund af nedsat sigtbarhed gennem ruden.

Markedsføringsværdi

Efter en gennemgang af Haze-målernes historie fra de første store, klodsede maskiner demonstrerede Thomas Krebs det lille og fikse digitalkamera JNE SLI10, monteret med optik fra medicinalbranchen, der måler rudeslitage via genskin på et monteret klistermærke på indersiden af ruden. Data indlæses via en pc’er og sendes over internettet til producenten JNE i Sverige, der beregner måleresultatet – og i øvrige samler data til statistik på området. Nemt og hurtigt, syntes også de tilstedeværende glarmestre. Og så kan man tilmed printe resultatet til kunden som dokumentation.

- Det er også et markedsføringsværktøj for jer, når I kan kalde jer Haze-center. Vi er i en brydningstid omkring autoglas, hvor mange vil have et stykke af kagen, og kvalitet skal markedsføres. Især overfor forsikringsselskaberne, der i stigende grad vil have kvalitetsarbejde, sagde Robert Lau. Han foreslog, at glarmestrene benytter sine værkstedsfaciliteter til at lave showrooms med demonstration overfor kunderne af slidte ruders betydning for trafiksikkerheden – også for at kunne adskille sig fra de mobile aktører på markedet.

Bedre havari-undersøgelser

- Under alle omstændigheder vil vi se, at den stigende mængde elektronik omkring også autoruder vil begynde at tage livet af branchens "pølsemænd med kassevogne ved Bilka", der ikke magter opgaven, og som i øvrigt har problemer med kørvæk-tider efter rudeskift, sagde Robert Lau.

Han og forsamlingen var enige om, at det er problematisk, at Havarikommissionen ikke udfører analyser af årsager til ulykker, så politikere nemt kan feje brancheargumenter af bordet ved at sige, at der tilsyneladende ikke er et problem med slidte ruder og problematiske karrosseri-reparationer. Både Dansk Autoglas og SKAD vil søge indflydelse på Havarikommissionens arbejde med krav om metodik, analyse og statistik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096