7,9 procent færre nye biler i Europa i 2012
VW Golf er fortsat den mest solgte bilmodel for fjerde år i træk, selv om modellen gik 11,1 procent tilbage, men det er dog intet imod den tilbagegang, som Renault og Ford samt Opel-Vauxhall og Peugeot oplevede med henholdsvis minus 22,1, 13,0, 15,7 og 12,9 procent. Det oplyser analyseinstituttet JATO i den seneste opgørelse.
Renault har meddelt de franske fagforeninger, at der skal afskediges mindst 7500 medarbejdere i 2016. Renault satser imidlertid internationalt. Sidste år solgte Renault små 1,3 millioner biler udenfor Frankrig. Det tal skal øges i de kommende år. Det har ledelsen forleden bestemt for at kompensere for det dårlige nybilsalg hjemme i Frankrig og nabolande, hvor nybilsalget er svagt for tredje år i træk.
De europæiske bilforhandlere i CECRA-organisationen forventer 3,8 procent færre solgte nye biler i år, hvilket svarer til 12,5 millioner enheder i de 27 EU-lande, plus tre EFTA- lande.