Bilkørsel er rekordbilligt: 50 øre pr kilometer
Danskere bag rattet kører billigere end nogensinde. Faldende brændstofpriser og ekstremt effektive biler betyder, at det nu kun koster 50 øre i brændstof at køre en kilometer.
Udviklingen skyldes først og fremmest, at danskerne i dag køber langt mere brændstoføkonomiske biler. Ifølge Danmarks Statistik kører en gennemsnitlig, ny personbil i dag 22 kilometer på en liter brændstof. Det tal dækker over benzinbiler, der i gennemsnit kører 21,6 kilometer per liter brændstof, mens dieselbilerne er oppe på 24,5 kilometer.
Samtidig er prisen på brændstof faldet tilbage til det laveste niveau i to år. Ifølge brancheforeningen Energi- og olieforum ligger prisen på en liter blyfri 95 på 12,68 kroner, men mange steder presser lokal konkurrence prisen endnu længere ned.
De små personbiler udgør en stadig større del af den danske bilpark, og de seneste år har minibilerne stort set overtaget markedet for salg af nye personbiler i Danmark. I dag udgør minibilerne 85 procent af private danskeres køb af nye biler.
Udvalget af minibiler til under 100.000 kroner i udsalgspris er vokset i takt med efterspørgslen, og danskerne kan i dag vælge mellem hele 14 fabriksnye minibiler til priser fra under 100.000 kroner.
- Det er netop udbredelsen af minibilerne, der er med til at presse omkostningerne ved transport i egen bil i bund. For det er ikke bare bilen, der er lille nej, det er alle omkostninger forbundet med at holde bilen, der også er skrumpet til miniformat, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
Hos BilBasen henviser markedsanalytiker Jan Lang til, at udviklingen har betydet, at den nye, danske bilpark nu er blandt de mest brændstoføkonomiske i Europa.
- Mens en gennemsnitlig, ny bil i Danmark kører 22 kilometer per liter brændstof hedder det tilsvarende tal for Tyskland, Sverige og Frankrig henholdsvis 19,4, 20,2 og 18,6 kilometer. Til gengæld er vores nye biler betydeligt mindre end dem i vores nabolande, forklarer Jan Lang.
Kortvarig fornøjelse
De rekordlave brændstofomkostninger kan imidlertid blive en kortvarig fornøjelse, for ifølge Jens Nyholm er der udsigt til, at priserne stiger.
- Det aktuelle prisfald hænger sammen med en svækkelse af den amerikanske dollar og et tilbagefald i olieprisen på grund af den økonomiske opbremsning i BRIK-landene. Begge forhold ser imidlertid ud til at være af midlertidig karakter, uddyber Jens Nyholm og tilføjer afsluttende:
- Så hvis vi fortsat skal transportere os bag rattet for bare 50 øre per kilometer, skal vi have endnu mere brændstoføkonomiske biler på vejene.