Taskforce på skatteområdet
D.A.F. opretter en taskforce bestående af advokater og revisorer med speciale i registreringsafgiften, som skal bistå bilforhandlere, der får besøg af Skat.
- Vi kan se på historikken, at der er stor risiko for, at sagerne kører ud af et forkert spor, når Skats medarbejdere, der ikke har branchekendskab, kontrollerer bilforhandlernes forretningsforhold. Derfor er nøglen for forhandlerne kompetent rådgivning så tidligt i processen som muligt, siger Jens Brendstrup, adm. direktør i D.A.F.
Tilbagemeldingerne fra de medlemmer, der har haft besøg af Skat, viser, at de ville have haft stor nytte af professionel rådgivning allerede fra starten af processen.
- Vi ser eksempler på, at man tænker "et brev eller et besøg fra Skat kan jeg sagtens selv klare". Pludselig er der blevet sendt flere oplysninger og mødereferater frem og tilbage, og Skat har været på besøg et par gange. Og så er sagen kørt af sporet. Rådgivning koster lidt, men ingen eller for sen rådgivning kan koste langt mere, mener Jens Brendstrup, der dermed sender en klar opfordring til sine medlemmer.
Uden branchekendskab
Taskforcen etableres, da der helt åbenbart er forskel på de udmeldinger, D.A.F. har fået fra de ansvarlige i Skats ledelse, og forhandlernes oplevelser af deres kontakt med Skats medarbejdere ved kontrolbesøg.
- I vores dialog med Skats ledelse mødes vi med undren, når vi kommer med eksempler på skattemedarbejderes åbenlyse manglende forståelse af, hvordan en bilforretning fungerer. Det er tydeligt, at de klare retningslinjer fra Skats top, som er blevet drøftet med os, ikke opleves i praksis af bilforhandlerne, fortæller Jens Brendstrup.
Mange forhandlere oplever skattemedarbejderes begrænsede kendskab til branchen som et betydeligt problem. Det synes blandt andet vanskeligt at forklare over for Skat, at der ikke må arbejdes med faste priser i den danske autobranche.
- Når Skats medarbejdere ikke har branchekendskab, er der stor risiko for, at man taler forbi hinanden. Derfor er det klogt at få en rådgiver med fra starten, der taler "begge sprog", bemærker Jens Brendstrup.