Markant autogrossist takker af
Vicedirektør Leif Larsen, FTZ, fylder 60 år den 29. december og trækker sig fra det nye år fra den daglige ledelse i landets største autogrossist. Motor-magasinet har taget en snak med den dynamiske branchemand fra Holbæk.
Han vil dog fortsat være en del af ejerkredsen og bestyrelsen i FTZ, ligesom han også fortsætter tilknytningen til den store autogrossist via bestyrelsesposter i FTZ Færøerne, FTZs selskab i Rusland, Din Bilpartner, AutoMester og Tolerance.
Leif Larsen vil således beholde et skrivebord på Hvidkærvej i Odense, da det fortsatte bestyrelsesarbejde ventes at fylde 3-4 dage om måneden.
- Disse tillidsposter kan let fylde en arbejdsdag, bemærker han.
- Det er både med vemod, men også med glæde, at jeg stopper mit daglige virke, da jeg forlader en velsmurt maskine, siger Leif Larsen, som den 29. december fylder 60 år. Og allerede for tre år siden tog han beslutningen om at stoppe som 60-årig.
Tilbagebetaling
- Det bliver en naturlig omlægning af livet, og jeg glæder mig til næste del af livet, konstaterer den markante autobranche-mand, som indrømmer, at han har brugt mange timer på arbejdet, men samtidig glæder sig over, at helbredet er i top.
Leif Larsen vil nu dedikere sin tid til sin hustru og familie.
- Jeg har aldrig haft vrøvl på hjemmefronten over de mange timer på arbejdet - det vil jeg gerne betale tilbage, siger vicedirektøren, som nu overleverer sine mange arbejdsopgaver (så som marketing, akademi, FTZ+, ejendomme, biler, investeringer, miljø og HR) til flere kolleger: Der to øvrige direktører, Jens Sørensen og Michael Juul Hansen, administrationschef Susanne Adam Møller, marketingchef Sarah Oddershede og salgschef Poul Pedersen.
- Jeg er glad for at kunne aflevere FTZ med en mere regelret organisation, og det er positivt ment. Jeg er også glad for at kunne stoppe i fuld vigør - det er blevet modtaget flot af mine dejlige kolleger, konstaterer Leif Larsen, som i fobindelse med sit stop som direktør ønsker at rette en tak til en lang række mennesker i branchen.
- Heldigvis har jeg mange venner blandt kolleger, leverandører og kunder, og de relationer tror jeg vil eksistere mange år frem. Mit budskab er, at jeg har rigtig mange venner i branchen - og det kan jeg ikke takke nok for, siger Leif Larsen, som Motor-magasinet mødte til en snak i forbindelse med den velbesøgte FTZ Fagmesse i Odense i begyndelsen af november.
- På vejen hertil hørte jeg tilfældigvis TV2s Verdens lykkeligste mand, og her er jeg meget enig: Jeg har ikke meget at klage over, slet ikke i en stund som denne på vores fagmesse med mange glade mennesker, bemærker han.
Vi så rigtigt
Leif Larsen etablerede Frederikssund Autodele i 1981, og efter 2001 blev hans sjællandske grossistvirksomhed en del af FTZ, som han fik en ejerandel af. Forud var gået nogle årtiers tæt samarbejde i grossist-sammenslutningen DATI, som Leif Larsen selv var formand for i ti år frem til 1994. Leif Larsen betegner i dag samarbejdet i DATI som spændende og stærkt fagligt uden for megen fest, og sammen med flere andre grossister gik han med ind i FTZ.
- Vi troede på ideen - det var et godt setup. Det gik jo også godt. Alle så vi rigtigt, men vi havde selvfølgelig også lidt held, for eksempel med nogle lettere alternative konkurrenter, siger Leif Larsen, som gik med i FTZ, da selskabet talte 175 ansatte - i dag er der over 1000.
- Styrken i FTZ er blandt andet det stærke lokale forankring, kombineret med stordriftsfordele inden for elementer som administration, indkøb, salg, lager og it, siger Leif Larsen, som i dag her en ejerandel på otte procent i FTZ.
- Selskabet har jo præsteret gode resultater i alle årene, men især de sidste fem år, og det tror jeg, vi kan holde i mange år, hvis vi forstår at lytte til kunderne og være helt tæt på værkstederne, forklarer han.
- Selv om FTZ er vokset stor, er vi ikke for mange folk. Hellere have travlt i gode perioder, i stedet for at frygte for jobbet i mindre gode tider, siger Leif Larsen, som tror på fortsat fine udsigter for FTZ: Omsætningen i dag har rundet 1,7 milliarder kroner - i 2024 tror han på en omsætning på tre milliarder - blandt andet fordi flere og flere familier får to biler.
- Jeg glæder mig i hvert fald til at følge med, siger han.
Leif Larsen har valgt ikke at markere sin fødselsdag og afgang som direktør med en reception.