DAG taler dunder om sort skrotmarked
Ophuggerne forudser flere herreløse biler, når den økonomiske gulerod bliver mindre til at aflevere den udtjente øse til en miljøcertificeret affaldsbehandling.
- Når de kommunale tilsynsmyndigheder ikke reagerer på en henvendelse fra Miljøstyrelsen, når de bliver bedt om at undersøge sagen nærmere og stoppe eventuelle ulovligheder, virker det nærmest umuligt at få standset disse aktiviteter, siger Børge Madsen.
- Selv om ordningen nu har fungeret siden 2000, er det stadig ikke er lykkedes at reducere problemet med herreløse biler. Forud for indførslen af producentansvaret i 2007 mente Miljøstyrelsen, at det ville løse problematikken med herreløse biler, men det skete heller ikke.
- Antallet af herreløse biler har været relativt konstant siden ordningens start og udgør kun cirka 1-2 procent af alle de biler, der er blevet miljøbehandlet hvert år siden 2002, vurderer Børge Madsen.
Infokampagne
Miljøminister Ida Auken (SF) er overtydet om, at 1500 kroner i godtgørelsen er tilstrækkelig for bilejere til at aflevere bilen hos en godkendt ophugger.
Hun vil kun love den godkendte skrotbranche, at Miljøstyrelsens vejledning forstærkes over for kommunerne om deres tilsynsforpligtelse. Det sker i et svar til Folketingets miljøudvalg om lovforslaget, der forhøjer bilisternes årlige miljøbidrag og nedsætter godtgørelsen.
- Ophug hos ikke-godkendte ophuggere er uacceptabelt. Det er derfor en del af lovforslaget, at de foreslåede informationskampagner målrettes mod at forebygge skrotning hos ikke-godkendte ophuggere, skriver Ida Auken
Ingen dokumentation
Hun afviser ophuggerpåstanden om herreløse biler:
- Der er ikke dokumentation for, at omfanget af skrotbiler hos ikke-godkendte ophuggere er stigende.
Samtidig melder hun pas, når det gælder omfanget af skrotbiler hos ikke-godkendte ophuggere. Det er Miljøstyrelsen ikke i stand til at skønne.
Antallet af afmeldte person- og varebiler, som ikke blev genregistreret i 2012, udgjorde 280.000 køretøjer.
Ukendt eksport af gamle biler
Ifølge Skatteministeriet eksporteres årligt 20.-35.000 biler med tilbagebetaling af registreringsafgift.
Desuden formoder Skatteministeriet, at der eksporteres et antal biler, som endnu ikke er affald, men hvor der ikke anmodes om tilbagebetaling af registreringsafgiften. Dette antal er ikke kendt, idet der ikke er pligt til at registrere eksport af brugte biler, hedder det i Ida Aukens svar.