23948sdkhjf

Dødsfald: Henrik Hangaard

Henrik Hangaard, adm. direktør for Volvo Personvogne Danmark A/S, døde 26. februar efter kortere tids sygdom.
Volvo har i den forbindelse udsendt denne meddelelse:

"Det er med sorg, at vi må meddele, at Henrik Hangaard, adm. direktør for Volvos danske salgsselskab, er afgået ved døden tirsdag – i en alder af 47 år - efter kort tids sygdom.

Henrik arbejdede for Volvo Personvogne Danmark i 11 år, de seneste 9 år som adm. direktør. Han gik til opgaverne med masser af energi og entusiasme og var meget dedikeret i at lede Volvo mærket gennem de udfordrende tider på det danske marked. Han gennemførte med succes omstruktureringen af det danske forhandlernet og ledte Volvo gennem den økonomiske krise.

Både i opgangs- og nedgangstider var Henrik den der gik forrest og viste vejen for sine kollegaer.

Hans evne til at arbejde og tænke strategisk uden at miste fokus på nuet og dagligdagen, vil blive savnet blandt hans kollegaer.

Alle vores tanker går til Henriks familie, venner og kollegaer i denne triste tid".

Henrik Hangaard vil blive bisat lørdag den 2. marts kl. 14 fra Egebæksvang Kirke, Strandvejen 336 D, 3060 Espergærde.

Familien fortæller, at alle er velkomne, og at man i stedet for buket eller krans kan give en donation til Kræftens Bekæmpelse.

Mindeord fra DBI

Fra De Danske Bilimportører ved formand Kristian Krapper og direktør Bent Mikkelsen er udsendt følgende mindeord:

"Det er med dyb sorg, at vi hos De Danske Bilimportører (DBI) har modtaget meddelelsen om medlem af vor bestyrelse, adm. direktør for Volvo Personbiler Danmark, Henrik Hangaards alt for tidlige død.

Henrik blev kun 47 år, men nåede at sætte et kraftigt aftryk på den branche, som han tilbragte en stor del af sit arbejdsliv i. I sine 11 år som direktør for Volvo Personbiler og 5 år som medlem af DBI’s bestyrelse, var Henrik en stærk fortaler, ikke alene for Volvo, men også for hele branchen. Det gjaldt ikke mindst i bestræbelserne på at sikre branchen et nyt og tidssvarede afgiftssystem.

I DBI oplevede vi særligt, hvordan Henrik, blandt andet gennem sit formandshverv for vort IT- og Statistikudvalg var en drivkraft i den omfattende omstilling og digitalisering som gjorde bilimportørerne klar til introduktionen af Det Digitale Motorregister sidste år. Henrik var som få i stand til at se ud over de daglige rutiner og i stedet se det potentiale, som de nye teknologiske muligheder åbnede for branchen.

Alle vi, der har samarbejdet med Henrik, kendte ham, som et engageret og åbent menneske, der selv gennem krisens udfordringer var i stand til at skabe en god stemning omkring sig – også når der var udfordrende spørgsmål på dagsordenen. Henrik bidrog aktivt til udviklingen af DBI og arbejdede dedikeret for branchens vilkår, og vi kommer til at savne såvel hans humør som hans engagement i – og viden om – branchen.

Vore tanker går i denne svære tid til Henriks familie".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119