Au2News sender fra Dansk Motorsports Award
Fremgang for autobranchens nye net-tv kanal, der satser på flere eksklusivaftaler og betalingsindhold.
- Seertallene er stigende, og vi får hele tiden nye tilmeldinger til vores nyhedsbreve. Vi ligger langt over de seertal, vi havde kalkuleret med fra start. Den positive udvikling betyder, at vi nu er i gang med at etablere en række strategiske samarbejder, der blandt andet også skal være med til at give os endnu mere volumen. Samtidig lancerer vi, på tremåneders dagen for lanceringen af Au2News, nu yderligere en tv-kanal, nemlig Metal News, der henvender sig til den producerende industri, forklarer adm. direktør hos Goodwill Media, Sean Fitzgerald Coard.
Ny betalingsmodel
Au2News ugentlige udsendelse vil som udgangspunkt forblive gratis, men i løbet af 2014 bliver der lavet en abonnements-finansieret løsning. Det betyder blandt andet, at seerne ikke længere kun får nyhedsudsendelser med i pakken. Nyhedsudsendelserne skal nemlig krydres med relevant indhold i form af award-shows, messer, bilnyheder, eksklusive interviews, reportager etc.
- Au2News skal i fremtiden være langt mere end blot nyhedsudsendelser. Vi er nu i gang med at planlægge den nye sendeflade, der tager seerne med ud til alt fra internationale interviews, bilnyheder og awards. Planen er, at en del af dette eksklusive kvalitetsindhold vil blive lagt ud som betalingsindhold. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en stor volumen, inden vi lancerer den del af konceptet, forklarer Sean Fitzgerald Coard.
Han mener, at den store interesse viser, at satsningen er rigtig, idet tv-mediet vinder mere og mere indpas på vores mobile smartphones og tablets.