Ny dansk Densoimportør
BG Service Center i Århus er fra 1. marts officielt udnævnt til Denso-importør for Danmark.
I mange år har Axel Ketner A/S markedsført Densos dieselprogram i Danmark, men efter virksomhedens kollaps i efteråret 2012 har Danmark været uden egentlig distributør.
BG Service Center i Århus har siden Ketners kollaps varetaget Densos interesser i Danmark og er nu per 1. marts officielt udnævnt til importør for Danmark.
I den forbindelse skal BG varetage følgende opgaver:
Salg af dieselkomponenter til auto- og landbrugsbranchen, håndtering af reklamationer, service og support til samtlige mærkeværksteder samt øvrige opgaver, som relateres til markedshåndtering for Denso.
Delene kommer fra Densos europæiske hovedkontor i Amsterdam.
- Det er vi naturligvis tilfredse med. Denso er en meget loyal samarbejdspartner med en fin forretningsmoral, der bygger på langvarige relationer. Denso er vigtig i Danmark, hvor vi har en stor koncentration af Toyota-biler, og jeg tror på godt marked for dieselreservedele de næste mange år, udtaler direktør Allan Nørgaard.
Umiddelbart vil den nye importør-rolle ikke betyde yderligere medarbejdere i Århus. De nye Denso-aktiviteter skal udføres af det nuværende personale.
Eneste værksted
BG Service Center tog for seks år siden den strategiske beslutning, at man også ønskede at bruge andet end Bosch-dele. I dag sidder Bosch på omkring 70 procent af dieselmarkedet i Europa og Danmark, anslår Allan Nørgaard, mens de resterende 30 procent deles af Delphi, VDO og Denso.
Og i sommer kunne BG Service BG fuldende sit diesel-firkløver ved at sikre sig den sidste godkendelse fra Denso for at kunne kalde sig "Denso Injector repair center" en autorisation til reparation af Denso commonrail injektorer.
Det har siden udviklet sig positivt, og som det eneste værksted i Danmark er BG nu også i stand til at afprøve Densos dieselinjektorer efter et autoriseret program og tilsvarende tilbyde renoverede injektorer, som er lavet efter de autoriserede værdier.
Denso glæder sig
I forbindelse med skiftet udtaler Wouter Passmann fra Denso Europes afdeling for eftermarkedsservice:
- Hos Denso Europe er vi glade for at kunne bekræfte valget af BG Service Center som ny distributør for det autoriserede Denso dieselservice & reparationsnetværk i Danmark. Denso har forstærket kendskabet til BG Service Center over de sidste to år. I marts 2012 godkendte vi officielt BGs værksted til reparation af Denso commonrail injektorer og blev bekræftede i, at værkstedet lever op til de højeste standarder.
- I slutningen af 2012, skulle vi pludselig afbryde samarbejdet med den daværende distributør, hvorefter vi tog kontakt til BG. Det lykkedes os via BG at sikre support til Denso netværket og mærkeværkstederne i Danmark inden for kort tid, hvilket har resulteret i udnævnelsen til distributør i Danmark per 1. marts. BG Service Center er den virksomhed, vi har ledt efter de er eksperter og ambitiøse, med et ungt og motiveret team af medarbejdere, tilføjer han.