Slut med sjuskedorte og fjollefrederik
Teknologisk Instituts nye koncept Godkendt Bilværksted kontrollerer en række krav til de tilsluttede værksteder, som kan bruge ordningen markedsføringsmæssigt og til optimering.
TI har skrevet ud til 2000 af landets såkaldt seriøse værksteder, herunder 600 autoriserede, med tilbud om at være med. Automesterværkstedet HL Auto i Randers blev forleden tilsluttet som det første og kan således nu opsætte et 40x60 cm Godkendt Bilværksted-skilt.
HL Auto drives af makkerparret René Holst Laustsen og Michael Lund Danielsen, som pt. beskæftiger en lærling. De overtog det 23 år gamle, og ganske rodede, værksted i 2007 og har løbende forbedret det med blandt andet en pæn og ordentlig indskrivning, ny bremseprøvestand og en firesøjlet lift. Og især med en række velfungerende it-systemer via grossisten FTZ, såsom FTZ+ Automester kundestyring med planner og dækhotel, Economic samt FTZ web-katalog, så værkstedet i princippet er papirløst via en stationær og to bærbare pcer, der står på filebænkene. Det giver et lean-agtigt flow og lethed i dagligdagen, så mester-parret begge får tid til at skrue biler og tilmed kan gå hjem klokken 16.00 hver dag med en acceptabel omsætning.
René Holst Laustsen fortæller, at han bed mærke i tilbuddet fra TI og tænkte, at det kunne være et godt stempel at få.
Vi lever her på værkstedet i forvejen op til praktisk taget alle kravene i konceptet. Så for os har der ikke været de store udfordringer ved at tilmelde os, fortæller René Holst Laustsen, der gerne betaler, hvad han kalder "småpenge" for at deltage i ordningen. HL Auto bliver da også ofte fremhævet af såvel FTZ som Automester som mønsterværksted, andre kunne lære noget af.
Ikke alle kan
Fra TI siger konsulent Peter Rytter, der overrakte skiltet under Motor-magasinets overværelse, at foreløbig en snes værksteder er under optagelse, og at der er dialog med flere værkstedskæder og autoriserede forhandlerforeninger. TI ser gerne mindst 100 tilmeldt Godkendt Bilværksted. Men langt fra alle vil kunne leve op til kravene (se boks). Især mange ældre mekanikere kan ikke overskue at ændre på arbejdsgangene, selv om deltagelse i konceptet sagtens kan foregå på papir med indskrivningskort med mere, mener både René Holst Laustsen og Peter Rytter.
- Det handler om at få højere kundetilfredshed, mere effektivitet og styr på omkostninger på værkstedet, samt at få færre "omere" og kunder, man skal diskutere med. Kravet om kundegennemgang af detaljerede fakturaer og betaling ved afhentning af bilen minimerer portoudgifter og giver værkstedet færre udeståender, hvilket hjælper på likviditeten og kassekreditten. Ordningen gør det ikke dyrere at drive værkstedet tværtimod, siger Peter Rytter. Han tilføjer, at Godkendt Bilværksted primært er til de værksteder, der finder autobranchens dyrere KS 2000 eller ISO certificeringer i overkanten.
Øger selv kravene
Et andet velfungerende tiltag hos HL Auto er brug af et Callcenter, hvor en person tager telefonen indtil klokken 17.00, hvis mekanikerne på værkstedet er optaget. Callcentret sender automatisk en SMS med kundens telefonnummer og hvad henvendelsen drejede sig om. Ofte kan HL Auto dermed nå at lave pristilbud på henvendelsen, inden der bliver ringet tilbage til kunden.
René Holst Laustsen har siddet med i Autmesterkædens Mesterpanelet, hvor mekaniker-mestrene blandt andet har drøftet større krav til værkstederne i form af en indehaveruddannelse, samt krav om at der skal være en uddannet autotekniker på alle værksteder. René Holst Laustsen starter selv på autotekniker-uddannelsen på FTZ-akademiet til juni.
Rådgiver om indkøb
Teknologisk Institut lever blandt andet af at kontrollere og kalibrere maskiner og værktøj på autoværksteder. Derfor stiller TI sin ekspertise til rådighed og rådgiver værksteder ved køb af maskiner og apparater helt ned på håndværktøj-niveau, fordi TI kender kvalitetsniveauet "i marken".