DAG lades op til elbiler
Autogenbrugerne klædes på til at møde de moderne bilteknologier.
Som alle andre steder tales der også hos DAG om elbiler og hybridbiler, når man vender nutidens og fremtidens udfordringer. Netop derfor valgte DAG at kaste fokus på dette område under sine regionsmøder i sidste kvartal af 2012.
Her var der blandt andet indlæg fra AutoVidencenter Fyn med deres erfarne underviser Martin Hansen, som informerede om udfordringerne ved at håndtere disse køretøjer. Det vakte så stor interesse fra medlemmerne, at der nu er indgået aftale mellem DAG og AutoVidencenter Fyn fra Syddansk Erhvervsskole om gennemførelsen af nogle kurser for DAGs medlemmer.
På kurserne skal deltagerne rustes til at håndtere en elbil på sikkerhedsmæssig korrekt vis, ganske som mekanikere uddannes til at omgås de højspændte anlæg.
Efterspørgsel på elektriske dele
- Vi er i en branche, hvor den teknologiske udviklingen går meget stærkt, hvilket vi hos autogenbrugene mærker dagligt. Et hav af elektriske komponenter fylder bilerne og stiller stadig større krav til det moderne autogenbrug, hvor kun de bedste kan være med i fremtiden, siger Børge Madsen, direktør for DAG.
Netop denne fokus på de nye systemer og herunder elbiler/hybridbiler er helt naturlig for os, da efterspørgslen på elektriske komponenter er støt stigende. Vi skal altid være klædt på til at møde de moderne teknologier, når de lander hos vores virksomheder. Derfor var det helt naturligt for os at indgå aftale med AutoVidencenter Fyn om at gennemføre kurserne, som ud over elbiler skal kaste lys på håndteringen af elektriske komponenter som styrebokse, servostyringer, karrossericomputere og så videre, tilføjer han.
Kurserne afvikles fra april måned på kursuscenteret i Odense.