Fagmesse: Batterioplader til showrooms
Der var pænt besøg fra primært østdanske værksteder på au2messen i Ballerup Super Arena den 23.-24. oktober. En af de mange nyheder på messen præsenterede Inelco i form af deres nye oplader Keepower Octal, hvor man kan sætte op til otte batterier til opladning.
- Vi fik ideen fra en i motorcykelbranchen, der efterspurgte denne type oplader. Vi syntes, det var en god ide, og gik derfor i gang med at udvikle på den. Det har taget seks måneder, fra vi fik ideen, og til vi nu kan vise den færdige oplader frem, siger Henning Dalsgaard, udviklingsansvarlig hos Inelco.
- Keepower Octal er perfekt til vinteropladning af mange battierier på en gang, eller hvis man har et showroom. Den kan sagtens lade biler op, men da den bygger på vores Keepower small oplader, har den kun en ladestrøm på 0,8 ampere, vil det tage lidt længere tid at lade bilbatterier op end motorcykelbatterier, siger Henning Dalgsaard, der fortæller, at de overvejer at lave et lignende produkt, der kan oplade bilbatterier hurtigere.
Første ordre er modtaget
Henning Dalsgaard har selv fået for udviklingen af den nye oplader i Inelcos hovedkontor, der ligger i den nordjyske by Fjerritslev. Her er fem ansatte, der står for udvikling, salg og ledelse, mens 35 mand er ansat på deres fabrik i den polske by Stettin. Tidligere har produktionen ligget i Kina, men grundet kvalitetsproblemer er den elektroniske produktion rykket tilbage til Europa, og de polske ansatte får snart travlt.
- I denne uge starter vi op med at producere de første 300 opladere på vores polske fabrik. Vi ved, der er basis for at sælge den til det tyske marked, og vi har allerede fået den første ordre på opladeren derfra, siger Henning Dalsgaard.
Keepower Octal har en total rækkevidde på op til 5,8 meter og viser via LED-lamper, hvordan de tilsluttede batteriers status er. Octal lader op til en fast grænse spænding på 14.4V. Her efter går laderen over på vedligeholdelsesladning, og kan derfor være koblet til batteriet i månedsvis.
Læs meget mere fra au2messen i næste trykte udgave af Motor-magasinet den 1. november samt på netavisen de kommende dage