Mark Webber starter forrest i det japanske grand prix
Den regerende Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel kan søndag vinde verdensmesterskabet for fjerde gang.
Holdkammeraten hos Red Bull Racing-Renault, den regerende verdensmester Sebastian Vettel, starter som nummer to, mens Lewis Hamilton fra Mercedes er nummer tre.
Nummer to i den samlede stilling om verdensmesterskabet, Fernando Alonso i Ferrari, starter helt nede som nummer otte, og det er godt nyt for den tredobbelte tyske verdensmester.
Vettel har nemlig vundet de seneste fire løb i grand prix-serien, og tyskerens forspring til Fernando Alonso i kampen om verdensmesterskabet er nu så stort, at Vettel med en sejr i det japanske grand prix kan sikre sig VM-trofæet.
Det kræver imidlertid, at Fernando Alonso ikke slutter mellem de otte første ved søndagens grand prix.
Såfremt Sebastian Vettel bliver verdensmester søndag, er det fjerde år i træk. Det har kun to kørere før ham præsteret. Heriblandt landsmanden Michael Schumacher der i perioden 2000-2004 blev verdensmester fem år i træk.
/ritzau/