Tegnefilm om biløkonomuddannelsen
Nye markedsføringstiltag skal være med til at udbrede kendskabet til uddannelsen.
Sammen med Erhvervsakademi Århus og CPH Business er Bilbranchen derfor gået i gang med at markedsføre biløkonomuddannelsen over for de unge og virksomhederne, så der igen i år kan starte nye hold biløkonomer op i Øst- og Vestdanmark. For at det skal lykkes til fulde, vil der blive gennemført en intensiv informationsindsats fra skolernes og Bilbranchens side her i foråret.
Der er udviklet en tegnefilm om uddannelsen, som er et af de nye markedsføringstiltag, der skal være med til at udbrede kendskabet til uddannelsen. Der er også en ny folder på vej.
- Der bliver gjort et fantastisk stykke formidlingsarbejde fra skolernes side og dimittendforeningen Danske Bil. Det er en fornøjelse at opleve det store engagement og begejstring, de tidligere studerende har for uddannelsen. Danske Bil er også en meget vigtig medspiller, når vi løbende udvikler uddannelsen, siger Thomas Møller Sørensen.
- Biløkonomuddannelsen tager det bedste fra den generelle markedsføringsuddannelse og placerer det i vores branches virkelighed, siger branchedirektør Thomas Møller Sørensen, Bilbranchen, der opfordrer branchens virksomheder til at tage biløkonomer med på holdet.
Glade kunder
Finn Rolighed, koordinator på uddannelsen, har været med til at udvikle den nye tegnefilm og udtaler i den sammenhæng:
- Vi håber, at vi med filmen kan få virksomhederne til at se fordelene ved at tilknytte en biløkonomstuderende. Nogle af nøgleordene er "optimerede processer, indtjening og glade kunder." Mon ikke de fleste i bilbranchen gerne vil have støtte til at opnå disse ting.
Den nuværende biløkonomuddannelse blev etableret i 2001 i samarbejde mellem Erhvervsakademi Århus og Bilbranchen. Der er gennem årene uddannet godt 200 biløkonomer og mange virksomheder har rekrutteret en stor del af deres fremtrædende medarbejdere og ledere fra biløkonomerne.
Se filmen her:
http://youtu.be/ZSJhlu2RLRs