Lysende sejr til Philips
Glæder sig over at være testvinder blandt 22 pærer i Motor.
Ser man på den praktiske betydning af at køre med de bedste eller dårligste pærer, oplyser Motor, at man med Philips X-tremeVision når lyskeglen med op til tre lux helt ud på 103 meter, mens den samme lysmængde kun når ud på 65 meter med testens dårligste pære, Raze fra T.Hansen.
Forskellen på små 40 meter betyder, at man ved 60 km/t først ser en forhindring 2,5 sekunder senere med de svage pærer end med de skarpe, anfører Motor, som har inkøbt alle pærer i Danmark og testet dem monteret på en VW Golf forlygte på Philips laboratorium i Tyskland under opsyn af bladets biltekniske redaktør.
De fire bedste pærer i testen, som måler lys og ikke levetid, er Philips X-tremeVision med en karakter på 118, efterfulgt af Philips VisionPlus (108), Osram Night Breaker Plus (101) og Bosch Plus 90 (93). Herefter følger fem pærer i kategorien "gode", ti i kategorien "gennemsnitlige" samt tre i kategorien "ringe".
- Vi er naturligvis glade for resultatet, og at Philips er testvinder, men vi er ikke overraskede, konstaterer en tilfreds Anders Grønbech, salgschef for Automotive Lighting hos Philips Danmark.
"Flot lysudbytte - testens bedste. Fin geometri i alle testede pærer, hvilket gør det let at skifte pærer uden efterfølgende justering", hedder det i dommen over X-tremeVision.