Tæt opgør om DM rally-guld
Vinder i 2013 blev Tim Svanholt og Carina Møller efter en meget dramatisk finale i Herning.
De blev samlet nummer fire, idet Danske rallymestre 2013 i Division A for 4-hjulstrukne biler for hele sæsonen blev Tim Svanholt og Carina Møller, Roskilde/Herlev, i en standard Mitsubishi Lancer Evo IX efter et af de mest åbne og hektiske pointopgør i årevis.
Hurtigste tid på løbets sidste hastighedsprøve og en samlet andenplads i generalklassementet i lørdagens DM-finale sikrede dem DM-guldet efter seks turneringsrunder.
Allerede i årets anden runde tog Svanholt og Møller, efter en overraskende sejr, føringen i DM-opgøret og holdt sig i front frem til semifinalen, der blev vundet af Ib Kragh og Mie Petersen, Juelsminde/Rårup, i Peugeot 207 Super 2000.
Før starten i Herning førte Kragh og Petersen med 71 point foran de regerende mestre Christian Jensen og Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, ligeledes i en Peugeot 207 Super 2000 med 67 point. Svanholt og Møller var med 64 point sikker på en podieplads, da ingen af de øvrige i divisionen ville kunne få point nok til at blande sig i topstriden.
Forlods kunne Svanholt og Møller være sikker på en tredjeplads og bronzemedaljer, men de havde mulighed for at blande sig i fordelingen af guld og sølv.
Da ingen af de to førende Super 2000-biler opnåede point i finalerunden, rundede Svanholt og Møller sæsonen af med guld og laurbær.
Mens Kragh og Petersen allerede i finalerundens indledende fase fik problemer og faldt bagud, holdt 2012-mestrene Jensen og Pedersen et højt tempo og førte løbet helt frem til den næstsidste prøve, før motoren i deres bil gav op.
Først efter at være kørt i mål på årets sidste hastighedsprøve stod det klart for Svanholt og Møller, at guldet var deres - omend med den mindst mulige margin.
Umiddelbart syntes Svanholt og Møller at have vundet DM-opgøret med blot et enkelt points forspring til Kragh og Petersen. Sidstnævnte var med to vundne løb og hurtigste tid på 27 af sæsonens 63 hastighedsprøver ellers godt på vej mod DM-guldet. Som følge af en fejlnotering blev Peugeot-holdet imidlertid efterfølgende slettet af resultatlisten, så derfor endte Svanholt og Møller med et komfortabelt pointforspring.
Slutstilling i DM rally 2013 - Division A 4WD
1. Tim Svanholt-Carina Møller, Roskilde/Herlev, 82 point
2. Ib Kragh-Mie Petersen, Juelsminde/Rårup, 71 point
3. Christian Jensen-Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, 67 point
4. Steen Andersen-Iben Louring, Brøndby/Amager, 61 point