Kun få kender EUs dækmærkning
EUs dækmærke har siden 1. november 2012 været forbrugernes guide til sikre, energivenlige dæk. Alligevel har otte ud af ti bilister aldrig hørt om dækmærkningen, der snart fejrer et års dag.
Nu viser en rundspørge blandt danske bilister, som dækproducenten Michelin har foretaget, at det fortsat er meget få, som kender EU-mærket. Efter et år på markedet har kun 19 procent af bilisterne hørt om mærket, viser tallene.
- Selv om vi kan se en stigning i antallet af bilister, som kender til dækmærkningen, er kendskabet i Danmark tankevækkende lavt. Ikke mindst fordi mærket jo rent faktisk hjælper bilisterne til at vælge de bedste, mest sikre og brændstoføkonomiske dæk, siger Peter Qvist, salgsdirektør i Michelin Danmark.
Halter efter naboerne
Michelins tal viser, at bilister i Sverige og Norge har et højere kendskab til mærkningen. Således kender 33 procent af de norske bilister til EU-mærket, mens det gælder hver fjerde bilist i Sverige.
- Der er behov for at udbrede kendskabet mere i Danmark, så mærket får den ønskede effekt som en forbrugerguide. Her skal alle aktører i branchen på banen. I bund og grund skulle vi gerne nå derhen, hvor dækmærket får samme status blandt forbrugerne som energimærket på køleskabe og fjernsyn, siger Peter Qvist.
Den svære ligning
For dækproducenterne er udfordringen at forbedre dækkenes egenskaber på alle parametre, herunder vejgreb, rullemodstand og holdbarhed, samtidig. Derfor investerer Michelin hvert år i at udvikle nye, bedre dæk ud fra en helhedsbetragtning.
- Kunsten er at lave et dæk, som leverer topresultater både med hensyn til sikkerhed, holdbarhed og brændstofforbrug uden at give afkald på nogle af de andre egenskaber undervejs. På det punkt giver EU-mærket forbrugerne værdifuld information til at vælge dæk, der ikke går på kompromis med hverken vejgreb, støjniveau eller benzinøkonomi, forklarer Peter Qvist.
EU-mærkningen pålægger dækproducenter at teste og deklarere deres dæks egenskaber indenfor brændstoføkonomi, vejgreb på våd vej og dækstøj. Hvert dæk rates i niveauet A til G, hvor A er bedst.