Syv sejre på stribe: Vettel tangerer rekord
Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel vandt i Abu Dhabi og tangerede Michael Schumachers rekord fra 2004.
Vettel, der allerede har sikret sig VM-titlen i år, vandt dermed det syvende grand prix i træk, og han tangerede dermed sin landsmand Michael Schumachers rekord for flest løbssejre på stribe.
Schumacher, en levende legende og Vettels idol, satte sin rekord i 2004. Schumachers mest omtalte rekord er dog den for flest vundne VM-titler.
Syv af slagsen står Schumacher noteret for, men Vettel har med sine blot 26 år allerede vundet fire af slagsen - endda fire i træk. Så også den rekord skal Schumacher frygte at miste i fremtiden.
Det var ellers Vettels Red Bull-kollega Mark Webber, som startede Abu Dhabi-løbet i pole position, men Vettel bragte sig hurtigt i front og styrede begivenhederne uden problemer.
Vettel sikrede sig endnu en VM-titel ved det seneste grand prix i Indien, altså allerede i sæsonens fjerdesidste løb.
Med sejren i Abu Dhabi har Vettel vundet 11 ud af 17 løb i år, og det er i øjeblikket svært at se, hvem der kan stoppe tyskeren de kommende år.
Ferraris Fernando Alonso ser ud til at slutte som samlet toer for andet år i træk, men spanieren er mere end 100 point efter Vettel.
Der resterer endnu to grand prix'er i sæsonen - i USA og Brasilien.
/ritzau/