50 år med Pirelli-kalender
Italiensk dækproducent fejrer 50 års jubilæum for The Cal.
I år afholdes ikke blot den traditionelle gallaaften til præsentation af kalenderen. Derudover åbner Pirelli i dag en historieudstilling i HangarBicocca i Milano. Udstillingen præsenterer over 160 fotos fra de mere end 30 fotografer, som i løbet af årene har præget kalenderen, og fører på den måde beskueren gennem 50 års historie med The Cal. I anledning af jubilæet har Pirelli besluttet ikke at udgive en ny kalender for året 2014. I stedet offentliggør Pirelli for første gang Pirelli-kalenderen for året 1986. Kalenderen, der blev fotograferet af Helmut Newton, blev ikke udgivet dengang, men har siden været opbevaret i virksomhedens historiske arkiv. At kalenderen kan udgives nu, kan vi takke Fondazione Pirelli for, som med et tidskrævende stykke arbejde har restaureret kalenderen. Med beslutningen om at offentliggøre Pirelli-kalenderen fra 1986 næsten 30 år senere højtideligholder Pirelli jubilæet og udnytter samtidig den heldige omstændighed, at ugedagene og datoerne i henholdsvis 1986 og 2014 er identiske.
Verdens mest berømte kalender
The Cal er oprindeligt et projekt fra Pirelli UK Limited, datterselskab af koncernen i Milano, som i vidt omfang fik frie hænder. Englænderne søgte efter en marketingstrategi, hvor de kunne skille sig ud fra konkurrenterne på det britiske dækmarked. Derfor gav de i året 1964 den engelske billedkunstner og officiel Beatles-fotograf, Robert Freeman, til opgave under ledelse af Derk Forsyth at søsætte et for den tid fuldstændig nyt projekt. Sådan opstod et eksklusivt og krævende forlagsprodukt med et kunstnerisk og kulturelt indhold, som rækker langt ud over begreber som mode og glamour.
Siden da har The Cal ikke blot dokumenteret tidens gang. Den har også igennem 50 år i kraft af sine fotooptagelser, udført af de mest velrenommerede fotografer gennem tiden, været anset for at være forgængeren for nye kulturelle tendenser i fremstillingen af kvindelig skønhed, oplyser Pirelli.
Tre liv
Historien om Pirelli-kalenderen kan inddeles i tre tidsperioder:
Det første årti fra 1964 til 1974: Derefter blev offentliggørelsen afbrudt i en periode på ni år som følge af den lavkonjunktur, der blev udløst af Yom Kippur-krigen og oliekrisen.
Det andet årti går fra 1984 til 1994: Det starter med genfødslen af kalenderen, som efterhånden vender tilbage i rampelyset.
Fra 1994 til i dag: Det er tiden omkring århundredeskiftet, hvor The Cal bliver til kultobjekt, som sætter gang i nye trends.