Vinterdæklov nu også på Færøerne
Med virkning allerede fra 1. december i år, er der krav om brug af vinterdæk på personbiler på Færøerne, når føret påkræver det.
Den største ændring er, at der bliver sat forbud mod at benytte sommerdæk på køretøjerne i perioden 1. december - 30. april, med mindre der sikres tilstrækkeligt vejgreb på glatte veje ved hjælp af kæder på hjulene på trækakslen.
I denne periode kan vinterdæk eller pigdæk benyttes i stedet.
I praksis vil dette sige, at der - på dage hvor vejene er glatte - i perioden 1. december til 30. april vil blive sat krav om, at køretøjet skal være udstyret med vinterdæk, som er mærkede "M+S", "MS", "M&S", "M-S" eller "Mud and Snow", og at dækkene har en mønsterdybde på mindst 3 mm.
Det er fortsat ulovligt at benytte pigdæk i perioden 1. maj til 15. oktober.
De dage i perioden 1. december - 30. april hvor vejene ikke er glatte, har bilisterne fortsat lov til at benytte sommerdæk.
Det forventes på Færøerne, at dette krav om vinterdæk i perioden 1. december - 30. april vil reducere antallet af alvorlige trafikuheld og vil dermed øge den generelle trafiksikkerhed.
- Vi glæder os over, at endnu et land er skredet til handling. Set i lyset af at vinterdæk er det rigtige valg om vinteren, selv med et mildt vinterklima, så er det vores fortsatte ønske, at der også indføres en tilsvarende lovgivning i Danmark, lyder det fra Dækbranchens Fællesråd.
- Vi ønsker og arbejder for, at der indføres en lovgivning som det kendes fra Tyskland, hvor alle typer køretøjer skal sikres vejgreb med vinterdæk, når føret kræver det. At vinterdæk kun dur på veje dækket af sne og is er en forældet og fejlagtig opfattelse, og visse instanser som udbreder dette unuanceret budskab til bilisterne, burde afholde sig fra at give den slags udtalelser, da det kun skaber forvirring, siger direktør Volker Nitz, Dækbranchens Fællesråd.