23948sdkhjf

Hård kamp om bilannoncering

BilBasen vinder for tiden terræn fra Biltorvet på basis af bearbejdning af bilforhandlerne. Biltorvets direktør efterlyser kortlægning hos de enkelte forhandlere af, hvor de får valuta for pengene.
Flere bilforhandlere er tilsyneladende begyndt at bruge BilBasen.dk igen som annonceringsplatform, efter at have prøvet det relancerede Biltorvet.dk af. Det fremgår af BilBasens forhandleroversigt på hjemmesiden.

I forbindelse med bilforhandlernes tegning af aktier på Biltorvet A/S i efteråret 2012, som reaktion på utilfredshed med især BilBasens ændrede prispolitik, var der udbredt enighed om en slags fælles boykot af BilBasen for at løbe Biltorvet i gang som reelt alternativ. Denne boykot ser nu ud til at smuldre delvist – måske blot for en overgang, hvis det handler om at prøve en midlertidig tilbagevenden til BilBasen.

Motor-magasinet erfarer, at nogle bilforretninger på Biltorvet har vurderet, at deres forretning har været dårligere end tidligere, fordi de ikke har fået de kundeleads, som de fik på BilBasen, i form af mails og telefonhenvendelser. Flere bilforhandlere har deltaget i en analyse på BilBasen for at få dokumentation for deres fornemmelse for manglende effekt på Biltorvet.

En af de tilbagevendte bilforhandlere er Bjarne Nielsen A/S, der er autoriseret mærkeforhandler af Ford, Nissan, Mazda, Kia, Renault, Dacia og Volvo i 12 danske byer. Herfra siger marketing- og it-chef Mikkel Jensen, at han er nødt til at tænke på sin forretning og nu er med begge steder med alle biler igen.

- Vi købte også aktier i Biltorvet for at støtte op om branchens modtræk til BilBasen, men vi må desværre konstatere, at vi får flere kundehenvendelser via Bilbasen. Så jeg er nødt til at være kynisk og sige, at BilBasen er pengene værd. Vi har imidlertid ikke fravalgt Biltorvet men valgt BilBasen til igen. BilBasen har tilsyneladende set skriften på væggen og oppet sig. Som markedet er lige nu, har vi ikke råd til at vente på, at kunder kommer af sig selv. At bruge penge på Bilbasen er en investering mere end en omkostning, hvor vi forretningsmæssigt gør op, om det er pengene værd. Men det er en svær diskussion – for der er følelser med i det, siger Mikkel Jensen til fagbladet.

Han tilføjer, at Bjarne Nielsen A/S vil køre dobbelt annoncering et par måneder og logge alle prøvekørsler for at vurdere udfaldet.

Vil se facts på bordet

Også fra forhandlerforeninger forlyder det, at flere mærkeforhandlere er begyndt at bruge BilBasen igen som annonceringsplatform. Det skyldes ikke mindst, at BilBasen er yderst aktiv i markedet med opsøgning og dialog med bilforhandlerne omkring rabatter samt særplacering af større annoncer for pengene. Hos Biltorvet har direktør Claus Nyboe sågar hørt om tilbud om gratis annoncering for at tiltrække "de gamle kunder".

- Vi hører om ganske skrappe overtalelsesmidler såsom at "du er den eneste, der ikke er med hos os". Det er naturligt, at bilforhandlerne vurderer deres situation her et år efter vores opstart og i slutningen af året, hvor der også gøres status over lagre og likvider. Jeg oplever bestemt ikke utilfredse bilforhandlere på Biltorvet, men vil gerne opfordre alle til at lave interne undersøgelser over deres annoncering og leads, så vi kan få nogle facts på bordet fra forhandlerne selv om, hvor de får valuta for pengene, siger Claus Nyboe.

Osere eller leads

Direktøren lovede tidligere, at bilforhandlerne nok skulle få de leads, de var vant til fra BilBasen, fra dag ét på det nye Biltorvet. Den udtalelse kom tilsyneladende ikke til at holde vand. Ifølge uvildig internet-overvågning fra FDIM har Biltorvet, trods kraftig markedsføring, svinget stabilt omkring cirka 90.000 unikke brugere, 430.000 besøg og 1,3 millioner visninger om måneden siden maj i år. Til sammenligning har BilBasen svinget lige så stabilt omkring 360.000 brugere, 2,3 millioner besøg og 27 millioner visninger hver måned.

Til dette svarer Claus Nyboe, at tallene for Biltovet trods alt er øget tre gange, siden den øgede markedsføring begyndte.

- Det evige spørgsmål er, om besøgende er i reelle købstanker. Forhandlere skal ikke døje med besværlige leads for enhver pris fra "osere" med bildrømme, som der er mange af på BilBasen. For det tager tid og ressourcer at svare osere. Vi hører fra bilforhandlerne, at leads via Biltorvet giver seriøse købere. Netop derfor er vores nye CRM-system og AutoDesktop som sælgerplatform så vigtig til dokumentationen bag bilsalget – for selvfølgelig skal forhandlerne ikke sætte penge til men være der, hvor de får valuta for kronerne.

- Vores opbygning af Biltorvet er desuden anderledes en Bilbasens, der går fra én HTML til en anden HTML, hvilket giver mange bannerskift, som der er penge i. Biltorvet er derimod opbygget lidt som Facebook med et standard interface for at give hurtige sidevisninger. Dette misforhold, som bliver mere og mere udbredt på hjemmesider generelt, må FDIM snart forholde sig til. For det giver et urigtigt billede af størrelsesforhold i sammenligningen, siger Claus Nyboe.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074