Clever venter på smart el-handel
Fast elpris på elbilsoperatørens offentlige ladestandere.
Clever kan endnu ikke udnytte perioder med lave elpriser på grund af lovgivningen. Derfor ligger prisen fast på de servicetanksteder, som selskabet er ved at opbygge.
Uden abonnement koster det 5,50 kroner at tanke en kilo Watt-time, hvad enten vindmøllerne står stille eller snurrer lystigt ude i Nordsøen. Det er omkring det dobbelte af elprisen inklusive afgifter hjemme i stikkontakten.
- Man skal aftage over 100.000 kWh om året for at timeafregne. Sådan er loven i øjeblikket. KWh-prisen burde fluktuere med spotprisen, og det arbejder vi også på. Det er ikke muligt i dag, siger adm. direktør Lars Bording, Clever.
Langt til 2020
- Regeringen har besluttet, at der skal være smartmetere (timemåling, red.) i alle hjem senest ved udgangen af 2020, og det er der lang tid til. Det er vi ærgerlige over, men samtidig anerkender regeringen, at vi skal bruge strømmen på de rigtige tidspunkter, fortsætter Lars Bording.
El-bilister tilgodeses dog med et nedslag i strømprisen på en krone per kWh ved opladning hjemme, hvoraf staten yder de 80 øre i afgiftsreduktion og Clever resten. Det er bare ikke ægte smart grid, for der er ingen styring på tidspunktet for opladningen.
- I dag sender vi masser af billig strøm til Norge og betaler dyrt for at få det tilbage. Det er hul i hovedet. Vi skal bruge strømmen på det tidspunkt, hvor der er for meget, og spare på den, når der er for lidt. Sådan virker smart grid i al sin enkelhed.
Hjemmeladning er det primære
- Vi forventer, at 80-90 procent af opladningen foregår i hjemmet eller på arbejdet. Tankstationerne skal bruges, når man er på langfart, siger Lars Bording.
Med andre ord har de færreste el-bilister brug for en tankstation i det daglige, og det er også en af de to udfordringer i markedsføringen af elbiler.
Bilisten skal mentalt afvænnes med at tænke i tankstationer, for tanken flyttes hjem i carporten. Selv taxavogne når ikke at løbe tør for strøm, medmindre de får en ekstraordinær lang tur.
Lavere totaludgift
Den anden udfordring er økonomisk. Bilisten skal overbevises om, at den højere købspris mere end opvejes af billigere drift og vedligeholdelse i forhold til en traditionel bil, pointerer Lars Bording.
Ifølge Clevers opstilling vil en elbil til knap 254.000 kroner inkl. ladeboks koste 394 øre per km i de fem første år med en årlig kørsel på 20.000 km. Til sammenligning koster en traditionel bil til 200.000 kroner 411 øre/km.
Clever regner med en gennemsnitlig strømudgift på 163 øre/kWh (mestendels hjemmetankning til netto 120 øre/kWh og lidt på servicestationer), mens dieselprisen sættes til 11,47 kr. per liter næste år.
Ingen støtte til ladestandere
Ladestanderne til over en halv million kroner stykket opstilles uden offentlig støtte.
- Energistyrelsens puljer giver kun støtte, hvis man kan levere biler, og vi kan ikke garantere, at vi får nye kunder ved opstilling af en ladestander. Pengene er ikke tiltænkt offentlig infrastruktur, så vi må finansiere det hele selv, siger Lars Bording.
Kobler opladning til indkøb
Ladeprisen på 550 øre/kWh skal dække forrentning af de bekostelige standere til hurtig opladning med 50 kW, der kan fylde 80 procent af batteriet i en Nissan Leaf på en snes minutter.
Det er stadig langsomt for en bilist, der er vant til at fylde en tom benzintank på et minut. På den tid oplades omkring 5 km. Derfor lægges el-servicestationerne ved butikker, hvor man kan foretage indkøb under opladningen. Konkret allierer elbilsoperatøren sig med Bilka, Føtex, parkeringshuse og Shell.
- Mange er overrasket over, at vi er sammen med olieindustrien, men det cementerer blot, at elbilen er kommet for at blive, lyder det selvbevidst.