23948sdkhjf

Europæisk salg i smart repair

Danske HBC glæder sig over aftale med Nissan i 32 lande. Rapport fra Equip Auto messen i Paris, som sluttede søndag den 20. oktober.
Nissan har lavet en aftale med danske HBC System om et A til Z smart repair program (buler, ridser, ruder, lygter osv) til forhandlere og værksteder, og HBC er allerede i gang i 32 lande. Fra nytår kommer også 43 lande i Afrika og Mellemøsten med.

HBC har tilsvarende aftaler med Porsche og Mercedes, men med Nissan rykker HBC nu for alvor i Europa inden for "almindelige" biler, oplyser en tilfreds adm. direktør for HBC System Smarttool Production, Henrik Bro Christensen, på Equip Auto messen i Paris hos sin franske partner. Denne gang på en dobbelt så stor stand som for to år siden.

Smart repair er oplagt, fordi 40 procent af alle biler, der kommer ind på værksteder, har mindst to små skader, påpeger han.

100 procent danske ejede HBC i Støvring, som udvikler, producerer og markedsfører komplette smart repair systemer, specielt inden for autobranchen, sælger i dag sine produkter til 82 lande verden over. Det tidligere Gazelle-firma tæller i dag 44 medarbejdere - en ny afdeling i Filippinerne har i dag 26 ansatte.

- Vi klager ikke. Finanskrisen har gjort det lettere for os - eksempelvis skubber forsikringsselskaberne mere på over for smart repair, konstaterer Henrik Bro Christensen.

Fokus på kompressorer

Den Horsens-baserede kølerproducent Nissens A/S var tilbage som udstiller på Equip Auto efter to messers pause i Paris.

Her blev blandt andet slået på tromme for Nissens’ nye produktkategori, A/C-kompressorer.

- Vi mener, at der har været et hul i markedet fra OE-produkter til en række eftermarkedsprodukter. Vi har et kæmpe fordel ved at have vores eget testcenter, og vi kan levere OE-kvalitet, fastslår salgsdirektør Anja Sindberg Thomsen.

Nissens producerer i dag 150 forskellige A/C-kompressorer, og programmet udvides løbende, herunder med cirka100 nye referencer til næste forår.

- Vi har valgt at udvide vores anerkendte First Fit koncept til kompressorer også. Vi vedlægger en O-ring, for at gøre det lettere for mekanikeren, og fra sommer også et præfilter, siger hun.

Nissens leverer desuden et bredt program inden for kølere og kondensere samt intercoolere, hvor Anja Sindberg Thomsen vurderer, at eftermarkedet kommer til at vokse med 20 procent de næste år.

Også inden for lastvognsprogrammet oplever Nissens solid vækst.

Både JP og QH

Danske JP Group a/s var for første gang med som udstiller på Equip Auto, og Viborg-virksomheden benyttede lejligheden til at stå side om side med Quinton Hazell. JP Group opkøbte i sommer den tidligere konkurrent, Quinton Hazell Deutschlands aktiver og aktiviteter og udvidede dermed sortimentet på mere end 16.000 reservedele til netop den nyere europæiske og asiatiske bilpark. QH i Tyskland blev tvunget til at stoppe sine aktiviteter og gå i betalingsstandsning i april i år, da moderselskabet Klarius Group gik konkurs.

Tilgangen af de ekstra 5000 nye varenumre betyder, at det tyske QH lager er flyttet fra Tyskland til Viborg, hvor JP er i gang med betydelige investeringer i en udvidelse af lageret, så JP kommer til at råde over distributionsfaciliteter på 19.000 kvadratmeter med kapacitet til distribution til cirka 90 lande over hele verden.

Samtidig med købte af QH i Tyskland indgik JP også en licensaftale, så JP Group er blevet eneforhandler af Quinton Hazell produkter i 27 lande, blandt andet i Skandinavien, de baltiske lande, Tyskland, Østrig, Polen og samtlige russisktalende lande (GMS lande).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094