Officielt: Magnussen skal køre for McLaren
Kevin Magnussens drøm går i opfyldelse. Han skal køre Formel 1 for McLaren i 2014, bekræfter teamet.
McLaren bekræfter, at Kevin Magnussen skal køre for det legendariske britiske Formel 1-team i 2014.
21-årige Kevin Magnussen har hidtil været reservekører for McLaren, og han har længe ytret ønske om at køre Formel 1 for teamet.
Han overtager sædet fra mexicanske Sergio Perez, og danskeren bliver holdkammerat med den tidligere verdensmester Jenson Button.
Kevin Magnussen følger med skiftet op i motorsportens kongeklasse i sin far Jan Magnussens fodspor. Faderen kørte i 1990'erne 25 grand prix'er - blandt andet et enkelt løb for netop McLaren i 1995.
Den seneste dansker i Formel 1 var Nicolas Kiesa, som i 2003 kørte fem grand prix'er for Minardi.
Kevin Magnussen, som i år vandt Formel Renault 3.5-serien, bliver den første debutant, der får chancen for McLaren siden 2007. Dengang gav McLaren chancen til briten Lewis Hamilton, som året efter blev verdensmester og i dag er en af de største stjerner i sporten.
McLaren har haft et for dem meget skuffende 2013, hvor de har haltet gevaldigt efter de bedste. Men historisk set er teamet et af de største overhovedet.
Kun Ferrari overgår McLaren, når det kommer til antallet af løbssejre og individuelle verdensmesterskaber.
/ritzau/