Intelligente ladestandere til 25 testfamilier
Inseros Live Lab er et større projekt, hvor 25 familier får stillet det nyeste udstyr inden for energi og teknologi til rådighed. Familierne skal bruge udstyret som en naturlig del af deres hverdag, netop for at resultaterne afspejler virkeligheden. Husene udstyres med varmepumper, solceller og styresystem, og familierne får en elbil at køre i og en ladestander til at lade bilen op. Det hele knyttes sammen i et intelligent system, hvor energiforbrug og økonomi kan følges.
Vikingegaarden leverer ladestanderne, sådan at familierne kan lade bilerne intelligent, det vil sige med den allermest CO2-besparende strøm. Samtidig leverer Vikingegaarden dataloggere til elbilerne, hvor der opsamles data om bilernes kørsel. Der er fjernadgang til data, samt fjernadgang til at kunne regulere på opladningerne.
Insero koncernen er ejet af fonden Insero Horsens. Koncernen udvikler projekter, virksomheder, ny viden og uddannelse inden for energi og kommunikationsteknologi.